Dell trænger til en opstrammer

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 26. maj 2006.


Aktiemarkedet tabte tålmodigheden med pc-industriens ikon, der er begyndt at tabe markedsandele.
Et eftersyn af strategien for service og support. Det er, hvad Dell har brug for, hvis hardwareproducenten skal revitalisere den begejstring i markedet, som har gjort Dell til symbolet på den globale hardwareindustri.
Det mener Michael Shrage, der forsker i innovation og teknologioverførsel på Massachusetts Institute of Technology (MIT), men som lige nu er gæsteprofessor på det kongelige svenske institut for teknologi. Han stillede diagnosen i avisen Financial Times den 9. maj - dagen efter Dell havde chokeret aktiemarkedet med en nedjustering af forventningerne til det kvartalsresultat, som blev offentliggort den 18. maj og viste tilbagegang i Dells kvartalsoverskud på 18 procent fra 943 millioner dollars samme tid sidste år til 762 millioner dollars i det seneste kvartal.
"Realiteterne er, at mens Dell med succes har udviklet sig til verdensmester i at levere computerhardware til lavpris, så har selskabet ikke været i stand til at leve op til kundernes forventning om service og support. Forventninger der måske er urealistiske, men som ikke desto mindre eksisterer."
Michael Schrage mener ikke, at Dell har kunnet skalere sin service og support i samme omfang, som det er lykkedes at sætte turbo på design, produktion og distribution. Han understreger, at det ikke er nok, at tilføre flere call centre i Indien.

Dagen før Michael Schrage leverede sin bredside i verdens førende erhvervsavis, havde Dell leveret endnu en af en række af skuffende meddelelser til aktiemarkedet gennem det sidste år. Her har Dell ellers udviklet sig til at være et papir, der ikke var til at komme udenom, fordi selskabet bare blev ved og ved med at levere varen i form af vækst.
Set i forhold til det toneangivende amerikanske Nasdaq-indeks, har Dell ganske vist været på en afvigende kurs det sidste år. Men aktiemarkedets tålmodighed slap op, da selskabet mandag den 8. maj meddelte, at dets aggressive prissænkninger det sidste år ville føre til en omsætning på 14,3 i stedet for 14,6 milliarder dollars i årets første kvartal og dermed sænke overskuddet fra mellem 36 og 38 amerikanske cent pr. aktie til 33 cent.
Dells aktiekurs tog denne mandag et dyk fra over 26 til 24 dollars og fortsatte efter en kortvarig stigning faldet gennem ugen til under 24 dollars. En udvikling der skal ses i lyset af, at en aktie i Dell kunne købes for 42 dollars i juli sidste år.

Det er 23 år siden den nu 42-årige Michael Dell begyndte at samle computere og sælge dem fra sit kollegieværelse. Siden er det bare gået fremad og opad for Dell. Sidste år blev der solgt mere end 200 millioner pc'er i verden, og der stod Dell på 38,6 millioner af dem.
Men i første kvartal 2006 skønner analysehuset IDC, at Dell er begyndt at tabe markedsandele fra 18,6 procent af det globale pc-marked til 18,1 procent.
De umiddelbare problemer vurderer et enigt kor af analytikere til at ligge i de aggressive prisreduktioner, som Dell har gennemført på standard-pc'er, kombineret med et lidt for hurtigt indtog på markedet for avancerede pc'er, servere og storageløsninger.

I sin kommentar i Financial Times slår Michael Schrage da også fast, at Dells status som ikon er ligeså berettiget som hidtil. Der er stadig ingen, som er i stand til at nå Dell til sokkeholderne, når det gælder procesinnovation - selv Toyota kigger på Dell, når det handler om håndtering af den globale supply chain og logistik.
På det danske marked står Dell fortsat stærkt. Ifølge Anders Elbak, der følger det danske hardwaremarked for IDC, så er der ikke nogen tendens til, at Dell taber markedsandele.
Han peger på, at Dell i Danmark har solidt fodfæste som leverandør til de store virksomhedskunder og private forbrugere. Men markedet for de store virksomhedskunder i Danmark er blevet stadig mere præget af de it-strategier, som er gennemført de senere år, og som får virksomhederne til at købe ind i cykler.
- Alle pc'erne bliver skiftet efter tre eller fire år, når de er afskrevet. Sådan en udskiftning havde vi i finanssektoren i 2004/2005. Så det varer tre år, før vi ser sådan en top igen.

Billedtekst: HardwareKongen Som 19-årig begyndte Michael Dell at samle computere og sælge dem fra sit kollegieværelse. I dag er han 42 år, og hans navn står på knap en femtedel af alle pc'er, der bliver solgt i verden.

Boks:
Dell skifter gear
Efter det skuffende kvartalsresultat lægger Dell op til et gearskifte for at få gang i væksten. Hardware-ikonet vil ændre prispunkter, investere i kundeservice og fremrykke en række besparelser, der skal barbere tre milliarder dollars af koncernens omkostninger.
Samtidig gør Dell op med to årtiers eksklusivt samarbejde med Intel. Fremover vil Dell levere Opteron processorer fra AMD i store servere med fire og otte processorer. Men selv under de mest gunstige omstændigheder mener analytikere hos Merill Lynch ikke, at det salg vil kunne udgøre mere end 1,2 procent af Dells omsætning næste år.

OriginalModTime: 26-05-2006 08:59:56




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
itm8 A/S
Outsourcing, hosting, decentral drift, servicedesk, konsulentydelser, salg og udleje af handelsvarer, udvikling af software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere


Vejen til skyen

Få indsigt i, hvordan overgangen til en samlet cloud-platform har styrket virksomhedens agilitet, fjernet datasiloer og leveret realtidsdata for bedre beslutningstagning.

04. december 2024 | Læs mere