Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 11. maj 2006.
Forud for årsmødet i Dansk IT er en ny struktur, mission og vision på plads, der for første gang bruger begrebet it-profession.
De sidste brikker i en omfattende tuning af organisationen Dansk IT er faldet på plads forud for årsmødet den 30. maj. Det skete med udnævnelsen af formændene for de syv fagråd, der fremover skal være kraftcentrene, som udgør den organisatoriske rygrad i Dansk IT.
Der er i nogen grad tale om et opgør med foreningens græsrodsagtige virke - eller en professionalisering af græsrødderne, som foreningens direktør Tony Franke udtrykker det.
- Fagrådene skal sørge for, at Dansk IT har varer på hylderne. Det vil sige arrangere konferencer, uddannelse og netværk samt levere holdninger og udvikle nye aktiviteter.
Sådan siger Per Buchwaldt, der til daglig er senior manager i Deloitte Business Consulting. Han har siddet for bordenden i foreningens bestyrelse de sidste fem år og kan dermed ikke vælges til bestyrelsen igen.
Hidtil har Dansk IT haft otte fagråd, som ifølge Per Buchwaldt har været drevet af ildsjæle inden for et bestemt emne. Derfor har fagrådene ikke dækket alle relevante it-fagområder, ligesom flere fagråd emnemæssigt nærmest har overlappet hinanden.
I den nye struktur er fagrådene gået efter i sømmene og ændret, så kun to af de oprindelige fagråd, It-sikkerhed samt It og jura, eksisterer i samme form og med de samme formænd som hidtil. Derudover vil Dansk IT have fem fagråd.
Fagrådene består af en formand, som udpeges af Dansk IT's bestyrelse, samt fem-seks medlemmer, som findes i et samarbejde mellem formanden for fagrådet, formanden for Dansk IT samt det bestyrelsesmedlem i Dansk IT, der har til opgave at fungere som bestyrelsens kontakt i fagrådet.
Per Buchwaldt erkender, at det er en metode, som er en del anderledes end i foreninger med en mere traditionel demokratisk arbejdsform. Men formen er langt mere målrettet.
- Både i struktur og arbejdsform prøver vi at afspejle en moderne it-organisation. Så derfor lægger bestyrelsen et klart snit i arbejdet i stedet for at kaste en masse bolde op i luften og så se, hvor mange vi kan gribe, siger han.
Til gengæld mener Per Buchwaldt, at fagrådene får langt bedre mulighed for at sætte et større it-fagligt aftryk. Dermed bliver den frivillige indsats også mere interessant for langt flere af medlemmerne.
- Under fagrådene skal der dannes faggrupper og netværk, der kan samarbejde og smelte sammen afhængig af emner og ideer. Men fagrådene bliver fagligt ansvarlige for arbejdet i Dansk IT, og derfor har vi gerne villet finde folk, som ofte har for travlt til selv at melde sig.
Per Buchwaldts formandsperiode har budt på betydelige ændringer af den snart 50-årige forening. I 2002 skiftede foreningen navn fra Dansk Dataforening til Dansk IT, ligesom der blev gennemført flere strukturændringer.
Nu slutter han så sin formandsperiode af med endnu en tuning af foreningen. Ikke nok med at fagrådenes rolle bliver styrket, bestyrelsen har også givet foreningen en ny vision og mission for arbejdet.
For i modsætning til mange andre foreningers arbejde kræver den slags ændringer ikke godkendelse på en generalforsamling. Dansk IT's bestyrelse, som bliver valgt på årsmødet, har vide rammer for at lede foreningen.
- Vi har benyttet vores mandat til at forvalte og styre foreningen. Og personligt er jeg meget tilfreds med det punktum, som jeg nu er med til at sætte, siger Per Buchwaldt og fortsætter:
- Ændringerne afspejler udviklingen i it generelt og understøtter den it-profession, som nu eksisterer og har brug for et it-fagligt samlingssted. Medlemsskabet af Dansk IT skal være et signal om professionalitet, som vi gerne vil have stående på visitkortet.
Billedtekst:
dansk it Fem af de nye fagrådsformænd sammen med Dansk IT's formand og næstformand. Nederst fra venstre er det Bente Holm Skov, Hans-Henrik Mejløe, Søren Kristensen, formand for Dansk IT Per Buchwaldt, næstformand for Dansk IT Jenny Secher, Nicolai Schiørring og Peter Schleidt. Foto: Torben Klint
Boks:
Fagråd i Dansk IT
Fremover har Dansk IT syv fagråd, der afspejler aktiviteterne i en moderne it-organisation:
• Forretningssystemer: Konstitueret formand Carl Møller, partner Commit2.
• HR: Formand Bente Holm Skov, learning & development director
CSC.
• IT-governance og -management: Formand Peter Schleidt, vice-
direktør Danske Bank.
• IT Operations: Formand Hans-Henrik Mejløe, systemchef Sam-
Pension.
• IT og Jura: Formand Hanne Bay, juridisk direktør CSC.
• IT-sikkerhed: Formand Søren Kristensen, Forsvarets Efterretnings-
tjeneste.
• Program- og projektledelse: Formand Nicolai Schiørring, projekt-
leder Københavns Lufthavne.
Boks:
Ny vision
Dansk IT ønsker at være det foretrukne samlingssted for it-professionen i Danmark på basis af relevante tilbud om personlig og faglig kompetenceudvikling til alle, der arbejder professionelt med it eller har ansvar herfor, herunder kursus-, konference- og netværkstilbud.
Dansk IT ønsker at være den centrale aktør, for så vidt angår produktuafhængig certificering af it-kompetencer på såvel brugerniveau som professionelt niveau.
Dansk IT ønsker på et uafhængigt grundlag at være den mest indflydelsesrige it-interesseorganisation og herunder sætte den politiske dagsorden for anvendelse af informationsteknologi. Dansk IT varetager i den sammenhæng samfundets og brugernes interesser.
OriginalModTime: 10-05-2006 13:48:29