Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 17. marts 2006.
CeBITs hal 11 med telematik og navi-gation var sort af mennesker.
Hannover: En sort boks fra firmaet Kram Telecom i Hurup skabte opsigt på CeBIT. Ikke at tilfældigt forbipasserende bare måtte stoppe op ved den lille virksomheds stand for at se vidunderet, men derimod fik direktør Henning Friis Holtebo og hans medarbejdere ugen igennem besøg af repræsentanter fra store teleselskaber og andre potentielle kunder, der pludselig havde fundet løsningen på et problem.
- Før CeBIT sendte vi 200 mails ud om vores nye Igni-Box. Og jeg skal love for det har åbnet døre, fortæller Hennig Friis Holtebo.
Kram Telecom er et hardwarefirma, som producerer kabelsæt til fastmontering af mobiltelefoner i biler. Selskabets 11 ansatte splitter bogstavelig talt nye bilmodeller ad og designer de nødvendige kabelsæt, som så sælges til montører via distributører i cirka 20 lande.
Det marked har været vigende efter det er blevet muligt ved hjælp af Bluetooth at forbinde mobiltelefoner og lave håndfri betjening via de mange aftagelige navigationsenheder eller direkte til bilens eget audio- og navigationsløsning. Men netop den sidste løsning har skabt problemer for en række bilproducenter.
- Problemet er det vi kalder canbus-systemet, der kort fortalt gør det meget svært at finde det sted i bilens netværk, hvor Blutooth-funktionen tændes og slukkes. Det betyder at Bluetooth-løsningen kommer til at hænge og opretholder forbindelsen til bilens anlæg i stedet for mobiltelefonen, hvis man befinder sig tæt nok på bilen, forklarer Henning Friis Holtebo.
- Det er sådan en problemstilling, som både bilindustrien og teleselskaberne gerne vil have løst, men har meget svært ved at gøre noget ved, fordi det vil kræve enorme ressourcer at lave om på bilens netværk. Derfor designede vi Igni-Box, der kan sættes ind som en tænd/sluk funktion for Bluetooth-funktionen, siger han.
Kram Telecom befinder sig bogstavelig talt i den snitflade mellem teknologi og mekanik, som får bilfirmaernes telematikløsninger til at hænge samme med telebranchens mobilløsninger og passer dermed perfekt ind i CeBIT-arrangørernes vision om den digitale livsstil, selvom de færreste brugere har lyst til at spekulere på, hvordan de to enheder egentlig arbejder sammen.
Det er femte gang, Henning Friis Holtebo og Kram Telecom er på CeBIT. Han forklarer, at firmaet her kan møde 80 procent af sine 130 eksportkunder for en omkostning et godt stykke under 100.000 kroner.
- For hvert år vi har været med, har vi haft ti procent færre besøgende. Til gengæld er de besøgende så blevet mere kvalificerede og dermed de rette for forretningen siger Henning Friis Holtebo.
Potentielle besøgende var der til gengæld mange af i hal 11, hvor Kram Telecom i år holdt til i afsnittet for telematik og navigation. Gangene var bogstavelig talt sorte af mennesker især flokkedes gæsterne om de store leverandører af navigationsløsninger amerikanske Garmin og europæiske Tom Tom.
Begge selskaber kunne vise helt nye produkter frem og demonstrere forbedringer på eksisterende og perspektiver for fremtidens navigationsløsninger. De kunne også begge fremvise markedstal, der gør netop dem til markedsledere i Europa.
Tal fra analysehuset Canalys tyder også på, at det er værd at sætte en markedsføringskamp i gang hos de førende europæiske leverandører som Garmin, Tom Tom, Navman og Medion. For det europæiske marked for mobile navigationsprodukter ventes at vokse fra mellem 6 og 7 millioner solgte enheder i 2005 til helt op imod 12 millioner enheder i år.
Boks:
Den digitale rejseassistent
Selvom Garmin ikke lancerede produktet på CeBIT så havde selskabet valgt at gøre den lille nye digitale rejseassistent Nüvi så synlig som mulig på med masser af reklamer.
Garmins nye digitale rejseassistent er et eksempel på det helt personlige og funktionsbestemte digitale produkt, der både arbejder for brugere på jobbet og privat. Med en størrelse på 9,9 gange 7,4 centimeter og en vægt på 144,6 gram kan Nüvi tages med i lommen eller monteres på en holder i bilen.
Udover GPS-baseret navigation er rejseassistenten behjælpelig med oversættelse, rejseguide, visning af foto, læsning af e-bøger, afspilning af MP3-filer og håndfri telefonering med Bluetooth-forbindelse til mobiltelefonen.
Specifikationer, der matcher eller snart vil matche konkurrenternes produkter. For den virkelige kamp i personlig navigation handler stadig om kortmaterialet og snart også om muligheden for at opdatere med trafikmeldinger og lignende.
OriginalModTime: 16-03-2006 14:22:56