SOA - virkelighed for de få men med fremtiden foran sig

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 9. december 2005.

Serviceorienteret arkitektur er et af de elementer, den lille it-virksomhed cBrain bruger som afsæt i sit spring mod børsen.

Aktieanalytikere med fokus på it-virksomheder kan godt finde en gul Post IT frem, skrive SOA på den, og sætte den op på skærmen, hvis den ikke allerede hænger der. For serviceorienteret arkitektur er hot og hitter hos it-virksomhederne - fra cBrain med børsambitionerne til ERP-leverandører som SAP og teknologiudbydere som IBM.
På kundesiden går det lidt mere trægt.
- SOA er ikke virkelighed endnu. At omstille til serviceorienteret arkitektur tager år. På samme måde som det tog år at skifte fra mainframe til client/ server. Men det er realistisk at tale om SOA og sætte kursen mod det, siger Nils Bundgaard, der er chef it-arkitekt hos PLS Rambøll Management og rådgiver virksomheder om arbejdet med serviceorienteret arkitektur.

I sit børsprospekt nævner cBrain et teknologisk paradigmeskift mod en service-arkitektur som en væsentlig baggrund for forventninger om et stort og hurtigt voksende marked. Umiddelbart siger virksomheden stifter og partner Per Tejs Knudsen dog, at "vi taler ikke om SOA med vores kunder. Vi taler om forretning og løsning af konkrete forretningsproblemer".

Uden at forholde sig til cBrain eller konkret kommentere virksomheden er Nils Bundgaard og Jan Staack - begge eksperter i serviceorienteret arkitektur (SOA) - enige om, at nye it-virksomheder, der starter med at organisere udviklingen af software efter principperne om serviceorienteret arkitektur, alt andet lige bør være i stand til at foretage udvikling mere effektivt og konkurrencedygtigt. Det er til gavn for ejerne og forhåbentlig også kunderne i form af bedre og billigere software.
- Det er afgørende at skelne mellem it-virksomhedernes arbejde med SOA og arbejdet med serviceorienteret arkitektur hos brugerne, siger Nils Bundgaard. I it-branchens udviklingsarbejde ligger SOA lige til højrebenet, mens det hos brugerne er en langsom evolutionsproces, der kun lige er begyndt.
Nils Bundgaard understreger ligesom Jan Staack, at SOA handler om at få forretning og teknologi til at være i perfekt balance. Netop derfor er SOA en svær proces i stort set alle eksisterende virksomheder og tilsyneladende sund fornuft i en ny it-virksomhed.
- SOA har en stor fremtid for sig, men vi kommer til at se begrebet folde sig ud på mange forskellige måder, siger Nils Bundgaard.

Den tre år gamle it-virksomhed cBrain, der netop har startet processen mod en børsnotering, satser på SOA i udviklingsarbejdet. Det vil sige, at cBrain i stedet for at lave en eller flere standardprogrammer udvikler softwarekomponenter og webservices, der i bedste byggeklodsprincip kan sættes sammen til skræddersyede applikationer, som også kaldes composite applications.
Komponenterne bliver gemt i et bibliotek, så de kan genbruges i løsningen hos den næste kunde. Stifter og bestyrelsesformand Per Tejs Knudsen fra cBrain forklarer, at der i en traditionel skræddersyet applikation genbruges 30 til 40 procent.
- Udvikling efter SOA-princippet betyder, at vi hurtigt kan sætte strøm til en forretningsproces hos kunden. CBrains produkt er nemlig ikke kun den skræddersyede løsning. Vi vil hjælpe kunden med at identificere et forretningsproblem, siger Per Tejs Knudsen.
- Når det er fundet, gennemfører vi workshops sammen med kunden, hvor vi finder ud af, hvilken proces der kan løse problemet. Og så sætter vi populært sagt strøm til processen ved at skræddersy en applikation, siger han
CBrain har blandt andet leveret en dokumenthåndteringsløsning til PricewaterhouseCoopers, et virtuelt ejendomskontor til Dansk almennyttigt Boligselskab samt en samlet administrationsløsning til Socialdemokraterne.

Per Tejs Knudsen mener selv, at der er tale om et paradigmeskifte.
- De konsulenter, der analyserede kundernes forretningsprocesser i dotcom-dagene, havde ikke de nødvendige teknologiske værktøjer, og de var nødt til at gå ud og finde den it-løsning, der passede bedst til processen. Paradigmeskiftet ligger i, at vi blandt andet ved hjælp af programmeringssproget XML kan få sofwarekomponenter og webservices til at tale sammen i en serviceorienteret arkitektur, der præcist understøtte en konkret proces, siger han.
Per Tejs Knudsen mener, at vi i løbet af fem år vi se det vælte frem med it-virksomheder, der arbejder på denne måde og konkurrerer med de store it-leverandører. Det har dog ikke været muligt at finde nogen eksperter i branchen, der vil be- eller afkræfte denne positive udlægning. Og hvor SOA-arbejdet ser ud til at ligge lige til højrebenet hos it-leverandørerne, så ser det noget tungere hos brugerne, hvor SOA-begrebet folder sig helt anderledes ud.

Hos brugerne handler SOA også om at identificere forretningsproblemer og fastlægge, hvordan teknologien kan være med til at løse dem.
Men ifølge Jan Staack, der arbejder med it-infrastruktur i en stor privat virksomhed og desuden er moderator i Kompetencenetværket for it-arkitektur i Dansk IT, er det en langsom proces, fordi it-organisationen for alvor skal have involveret den kommercielle ledelse og diskuteret, hvordan it-arkitekturen understøtter alle processer.
I 2005-udgaven af Dansk IT og PLS Rambøll Managements "IT i praksis" har man spurgt de deltagende it-chefer om arbejdet med SOA. Kun 26 procent af de private og 11 procent af de offentlige virksomheder og organisationer anvender SOA.
Til gengæld er det på dagsordenen på mange møder og konferencer.

Billedtekst:
deklaration Per Tejs Knudsen kalder det, cBrain sælger, for Business Process Management med SOA eller serviceorienteret arkitektur.

Boks:
Inde i cBrain
Spotlyset er igen rettet mod Per Tejs Knudsen. Siden han i 2002 helt måtte forlade den daglige ledelse af det børsnoterede softwarehus Maconomy, som han selv var med til at stifte i 1983, har han arbejdet på at etablere og udvikle virksomheden cBrain.
Den lille virksomhed med 15 ansatte er organiseret med syv partnere, der ifølge Per Tejs Knudsen koncentrerer sig om at skaffe kunder ved netværksarbejde og så gennemføre projekterne med kunderne. Blandt partnerne er ud over Per Tejs Knudsen to andre markante personligheder fra den danske it-branche nemlig Peter Perregaard og Bo Bache, der har en fortid som chefer på internationalt niveau hos henholdsvis Oracle og SPSS.
Spottet blev rettet mod deres projekt, da cBrain for to uger siden dukkede op som kandidat til en børsnotering på Københavns Fondsbørs. En udsædvanlig tilgang, eftersom cBrain lpå det tidspunkt angt fra levede op til Fondsbørsens krav om en egenkapital på 15 millioner kroner og en investorkreds på 500 aktionærer. Det fik en række iagttagere fra finanshuse og læreranstalter til her i Computerworld højlydt at undre sig over, hvad en så lille virksomhed skal på børsen. De 500 aktionærer er i øvrigt nu i hus.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ciklum ApS
Offshore software- og systemudvikling.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere


Vejen til skyen

Få indsigt i, hvordan overgangen til en samlet cloud-platform har styrket virksomhedens agilitet, fjernet datasiloer og leveret realtidsdata for bedre beslutningstagning.

04. december 2024 | Læs mere