Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 3. juni 2005.
Som en af de første banker i Europa kan Danske Bank søge om ret til at nøjes med en sikkerhedsstillelse ved udlån, der svarer til kundens risikoprofil.
Danske Bank bliver sandsynligvis blandt de allerførste i Europa, der erhverver sig ret til at reducere den egenkapital, som banken skal have ved udlån.
Det skyldes bankens avancerede it-systemer, der giver en nøjagtig risikoprofil af enhver kunde, oplyser vicedirektør
Peter Schleidt, Danske Bank.
- Kapitalbehovet - sikkerheden - bliver gennemsnitligt lidt mindre. Det betyder, at vi får flere penge at udlåne, siger Peter Schleidt, der blandt andet har ansvaret for bankens it-udvikling.
Teoretisk set betyder de nye regler en reduktion af kapitalbehovet i Danske Bank på adskillige milliarder kroner. Hvor meget banken i praksis forventer at skrue ned for kapitalbehovet, kan Peter Schleidt af konkurrencemæssige årsager ikke oplyse.
I dag skal banker i Europa selv være i besiddelse af otte procent af det udlån, der gives.
Nye regler for finanssektoren (Basel II) vil give mulighed for, at bankens egen sikkerhedsstillelse blot skal reflektere, hvor stor risikoen ved lånet til den pågælde kunde er.
Danske Bank søger næste sommer om at overgå til de nye regler. Banken kommer dermed før eksempelvis Nordens største bank, Nordea, der i sit seneste kvartalsregnskab anførte, at man ikke agter at søge næste sommer.
Ifølge Peter Schleidt har banken gennem flere år haft præcise risikomodeller. Alle bankens kernesystemer, produkt for produkt, afleverer data til et såkaldt datavarehus, der er på langt over 10 terabytes. Det udtræk (datamart), som bruges til risikoberegningerne, er på to terabytes.
- For hver eneste kunde har vi en grænse for udlånet. Hvis kunden søger om et lån under den grænse, så siger vi værsgo. Det er også forudsætningen for smidige udlån via internettet og forhandlinger om prisen på lån, siger Peter Schleidt.
Finansanalytiker Jesper Brydensholt, Enskilda Securities, siger, at selv om Danske Bank bliver blandt pionererne på området, så vil det ikke nødvendigvis påvirke markedets vurdering af banken. Over tid vil alle banker gå ad den sti. Der ligger også en risiko i det mindskede kapitalbehov, og det vil både finanstilsyn og de selskaber, der vurderer banker, såsom Standard & Poors, holde øje med, påpeger Jesper Brydensholt.
- Men det burde give et lidt lavere krav fra markedet om afkast, hvis en bank konstant er foran på produktudvikling, risiko og kapitalstyring, tilføjer finansanalytikeren.
Læs side 10