Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den IT-Branchen d. 4. februar 2005.
IBM har hentet Jens Knudsen hjem fra Paris til posten som direktør for selskabets danske softwareforretning. Stillingen blev ledig, da den
tidligere direktør - Thomas Gregers Honoré - sagde sin stilling op til fordel for et job som salgsdirektør hos Oracle.
37-årige Jens Knudsen står over for sit livs udfordring, når han den 1. marts indtager topposten i IBM's danske softwareforretning. Den udfordring afskrækker ikke den nye direktør, som umiddelbart ligner prototypen på en vaskeægte fuldblods-IBM'er, da han aldrig har arbejdet for andre end Big Blue.
- Jeg begyndte allerede hos IBM, da jeg fra 1987 til 1993 læste HA og senere til cand.merc. på Handelshøjskolen i København, fortæller han.
Karrieren har hidtil ført ham vidt omkring i IBM's danske og europæiske organisation. Han stod blandt andet i spidsen for det danske salg af IBM's styresystem OS/2 i midten af halvfemserne. OS/2 var i skarp konkurrence med Bill Gates' Microsoft Windows om dominansen på markedet for styre-systemer. Kampen endte som bekendt med, at IBM og OS/2 trak det korteste strå.
- OS/2 var et glimrende system, men vi fik ikke godt nok fat i applikations-udviklerne, og det er en væsentlig grund til, at det ikke er OS/2, som styrer alt på de fleste hjemmecomputere verden over i dag, siger han.
Jens Knudsen har dog for længst lagt OS/2-tiden bag sig, og han har de seneste fire år slået sine folder i Paris, hvor han først stod i spidsen for IBM's europæiske software-salg gennem konsulent- og udviklingshuse. Senere fik han ansvaret for salget af IBM's storage-software i Europa. Han mener, at opholdet i Frankrig har styrket ham på flere områder, så han i dag står godt rustet til at vende hjem til Danmark og være topchef for software-salget.
- Jeg har fundet ud af, at der ikke findes genveje eller smuthuller til succes i denne branche. Det handler - uanset hvor i verden du befinder dig - om dygtighed og hårdt arbejde, mener han.
Kraftig vækst
Jens Knudsen overtager direktørstolen efter Thomas Gregers Honoré, som efter syv år hos IBM netop har sagt sin stilling op for at prøve lykken som salgsdirektør hos softwareselskabet Oracle.
Der er ikke tale om, at Jens Knudsen vender hjem for at sætte skub i et henslumrende software-salg. Snarere tværtimod. IBM har oplevet en kraftig vækst i software-salget det seneste år. Alene i årets fjerde kvartal steg IBM's samlede softwareomsætning steg med syv procent til 26 milliarder kroner. Fremgangen falder bredt på IBM's fem store softwaremærker - Websphere, Lotus, Tivoli, DB2 og Rational.
- Succesen afskrækker mig ikke. Jeg er overbevist om, at vi kan finjustere vores salgsapparat og dermed øge salget endnu mere, siger han.
Han mener eksempelvis, at IBM's software-afdeling skal blive endnu bedre til at arbejde tæt sammen med software-udviklere og andre partnere.
- Det er ekstremt vigtigt. Det bliver en af mine vigtigste opgaver at sørge for, at alle i salgsorganisationen arbejder med det mål for øje, siger han.
Derudover fortæller Jens Knudsen, at han gør meget ud af, at hver enkelt medarbejder både bliver tildelt og selv tager stort ansvar:
- Alle skal være sin egen lille direktør på det område, som vedkommende arbejder med. Det fokuserer jeg meget på, da jeg mener, at det kan give os næsten uanede muligheder.
Højt bundniveau
Når Jens Knudsen ikke er på arbejde, bruger han meget tid sammen med sin kone og tre børn, men han forsøger også at få tid til at løbe en tur, følge med i fodbold, og spille en tennis-kamp i ny og næ.
Han holder også meget af musik, hvor smagen er meget bred, men jazz- og rock-musik står den nye IBM-direktørs hjerte nærmest.
Jens Knudsens interesse for fodbold fornægter sig heller ikke, når der bliver spurgt ind til, hvad det er, der har fået ham til at være så trofast over for IBM, at han aldrig har haft lyst til at søge andre steder hen.
- For at bruge et fodboldudtryk har vi generelt et meget højt bundniveau hos IBM, og det giver et højt professionelt miljø, som jeg ikke tror, man finder mange andre steder, siger den nye direktør.
Boks:
Jens Knudsen
2005-
Chef for IBM's softwareforretning i Danmark.
2002-2004
Udstationeret i Paris. Ansvarlig for IBM's europæiske storage-software-forretning.
2001-2002
Udstationeret i Paris. Ansvarlig for IBM's europæiske softwaresalg gennem konsulenthuse og udviklingshuse.
1999-2000
Nordisk ansvarlig for IBM's softwarepartnere samt nordisk ansvarlig for IBM's softwaresalg til små og mellemstore virksomheder.
1996-1998
Forhandlerkonsulent og senere sælger i IBM Danmarks softwaredivision.
1994-1995
Sælger i IBM Danmarks softwaredivision med ansvar for OS/2-salg gennem forhandlere.