Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 5. november 2004.
Nokia viser ved en række lanceringer, at man mener, tiden er inde til tv og film på mobiltelefonerne.
trådløs
Monaco: Multimedier er centrale for udviklingen i mobilverdenen, viser Nokias netop afholdte mobility-konference. Det betyder, at selskabet mener, at tiden er til tv og film på mobile enheder.
Til dette formål lancerede Nokia en ny multimedie-telefon med betegnelsen 7710, der ifølge selskabet giver så meget widescreenoplevelse, som en knapt 13 cm lang og knapt 7 cm bred enhed nu kan. Den er forberedt for tv-streaming-teknologien DVB-H, som Nokia understøtter til brug via mobilnettene. Den nye enhed har 90 Mbyte brugerhukommelse plus 128 Mbyte ekstra på et multimediekort. Desuden har den kamera og FM-radio, der er forberedt for Visual Radiosystemet, der omtales å side 24. Denne enhed kommer efter nytår.
Foruden til denne specialiserede enhed vil streamet tv være centralt i en række af de mere avancerede mobiltelefoner. Således vil Nokia indbygge streaming-tv-faciliteterne i den såkaldte serie 60-platform, som selskabet selv bruger og stiller til rådighed for andre producenter. Dette vil ske i takt med nye versioner af serie 60, som tilbyder højere opløsninger i displayet.
Nattrafik
Ud over selve de mobile enheder, der skal kunne afspille multimedier, bruger Nokia en del kræfter på at skabe grundlaget for de tjenester, der skal bruges på enhederne. På mobility-konferencen lancerede selskabet således en client/server-løsning under navnet Nokia Media Charger, der skal gøre det muligt at oplade video- eller lydfiler på den mobile enhed, når den ikke er i brug.
Tanken er, at dette skal ske via GPRS-nettene, når disse kun bliver udnyttet ti procent i tiden mellem to om natten og seks om morgenen.
Ud over tv er kamera-telefonerne stadig aktuelle, og de får stadig bedre opløsning. Under arrangementet lancerede Nokia en 1,3 megapixel kameratelefon med betegnelsen 3230, som kommer på markedet efter nytår. Det er ifølge vicedirektør Anssi Vanjoki blot en ud af 20 modeller med en megapixel eller mere, som selskabet sender på markedet i løbet af det næste år.