Portalen skal sælges med følelse

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 5. november 2004.


Nyt center skal sælge erhvervsportalen Virk.dk til over 60 myndigheder og alle danske virksomheder. Midlerne er masser af gulerod og kun en lille smule pisk.

E-GOV
Visionen er stadig den samme: Virk.dk skal være indgangen for erhvervslivet til den offentlige sektor.
Tekniske og organisatoriske problemer har givet erhvervsportalen et par knubs og ridser i lakken. Men nu er teknikken på plads - og organisationen er lige ved at være det. Det skulle ske i løbet af november.
Der bliver tale om en usædvanlig konstruktion: En markedsføringsorganisation i offentligt regi med 11 indstationerede årsværk (finansieret af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen) fra portalens største offentlige bidragydere.
Og ovenpå en bestyrelse sammensat af repræsentanter for myndigheder og af eksterne erhvervsprofiler. Denne bestyrelse refererer igen til Projekt Digital Forvaltnings bestyrelse.
- Det er meget vigtigt at få brugerne repræsenteret i bestyrelsen. Hertil kommer, at man ikke kan fordybe sig helt så meget i ressort-diskussioner, når der kommer større brugerfokus, mener Pelle Øby Andersen. Han er nyudnævnt kontorchef i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og leder af Center for Koordination og Markedsføring af Virk, (KMV) som Virk.dk's offentlige markedsføringsorganisation hedder.

Plads til betalingsservices
Han tog det meget alvorligt, da Dansk Industri sidste vinter kritiserede Virk.dk for ikke at have forstået virksomhedernes behov.
- Men vi skal lige huske, at der i et offentligt-privat partnerskab altså skal være plads til, at Krak kan tjene penge på annoncer, stader og bannere og markedsføre egne services. Så en annoncefri forside er ikke realistisk, siger Pelle Øby Andersen.
Han glæder sig over, at portalens tekniske problemer er ovre.
- Det gør det ti gange lettere at håndtere de organisatoriske udfordringer, siger han.
KMV-chefen tror ikke på lovgivning som instrument til at opnå succes, hverken over for virksomheder eller myndigheder.
- Man kan ikke lovgive om, at andre skal være kreative og begejstrede. Vi skal have dem til at trække med på vognen for at gøre Virk.dk til en succes, så vi må ud at sælge varen i stedet, siger Pelle Øby Andersen.

Pisk og gulerod
Og det er ikke altid lige let over for offentlige myndigheder, der langtfra er ens - men altid har faglighed og kompetencer, som de vogter over for udenforstående.
Hertil kommer, at der er stor forskel på myndighedernes behov. Nogle kan helt selv lave selvbetjeningsløsninger, andre vil gerne samarbejde om det - mens hovedparten har brug for den slags fælles teknisk infrastruktur, som erhvervsportalen er et eksempel på.
Henrik Kähler er indstationeret fra Finansministeriet til Den Digitale Taskforce og her i efteråret videre til KMV på halv tid. Han mener heller ikke, lovgivning er en farbar vej til at få flere til at bruge Virk-dk:
- Jeg ser god kommunikation - at inddrage og orientere og lytte til meninger - som meget væsentligt for markedsføringen. Troværdighed er et andet nøgleord. Der må ikke loves mere, end portalen kan leve op til. Endelig mener jeg, at det er væsentligt at sælge varen, altså konkret reklamere for de fordele, det giver at bruge Virk.dk som myndighed og som virksomhed, siger Henrik Kähler.
Pelle Øby Andersen vil hertil gerne føje et pikant element af pisk:
- Vi vil arbejde meget med gennemsigtighed. Vi vil måle på, hvilke myndigheder der bidrager til fællesskabet - og hvilke der ikke gør. Vi begynder lige om lidt, og vi offentliggør målingerne, så snart vi er sikre på datakvaliteten.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Also A/S
Salg af serviceydelser inden for logistik, finansiering, fragt og levering, helhedsløsninger, digitale tjenester og individuelle it-løsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere


Vejen til skyen

Få indsigt i, hvordan overgangen til en samlet cloud-platform har styrket virksomhedens agilitet, fjernet datasiloer og leveret realtidsdata for bedre beslutningstagning.

04. december 2024 | Læs mere