Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 24. september 2004.
Vordingborg-virksomheden Corning Cabelcon, der fremstiller stik til kabeltv-net og mobilinfrastruktur, har de seneste år forbedret sin komfortable position ved at gøre monteringen af stikkene enklere.
I Industriparken uden for Vordingborg ligger den største producent af stik til kabeltv-net i Europa. Samtidig er virksomheden, Corning Cabelcon, førende inden for stik til mobilsendeudstyr.
Bag den sydsjællandske virksomheds position, der bringer den øverst på Top 100-listen over producenter af netværksudstyr, ligger en række tekniske landvindinger over de seneste år. Disse går ud på at forenkle monteringen af stikkene, som kaldes connectorer i fagsproget.
- I dag er det afgørende, om det tager tre minutter eller et kvarter at montere et kabel med stik - især hvis montøren skal nå 20 inden frokost. Indtil for cirka tre år siden var der ikke sket noget på stik-området i lang tid. Det tog ofte et kvarter at sætte et stik på et kabel efter indviklede vejledninger. Så besluttede vi, at det måtte kunne gøres bedre, og vi udviklede metoder til at forenkle monteringen, siger Allan Nelsson, marketingkoordinator fra Corning Cabelcon.
Ud over at forbedre selve stikkene har Corning Cabelcon udviklet specialværktøj, der gør det muligt at sætte stikkene på kablerne hurtigt og rigtigt første gang. Derudover har Corning Cabelcon betydelige forventninger til et helt nyt system, der skal forenkle monteringen af stik yderligere, og som selskabet for nylig har fået patent på, men endnu ikke er introduceret på verdensmarkedet.
Start i garage
Historien om stik-succesen i Vordingborg begynder som en klassisk iværksætterberetning: I 1983 blev der etableret mange fællesantenneanlæg i Danmark, men der var to-tre måneders leveringstid på stik, og samtidig var priserne forholdsvis høje. Dette fik en lokal mand til at starte en produktion - bogstaveligt talt i garagen. Han og de folk, der kom til, kunne levere de mest anvendte typer i Danmark fra dag til dag. Kort efter var den nye virksomhed førende i Danmark og inden længe i en række europæiske lande.
I begyndelsen af 90'erne købte det daværende Cabelcon en mindre, tilsvarende virksomhed i Phoenix, Arizona. Her havde Gilbert, der var verdens største producent på området, hjemme. De købte kort efter det danske selskab - i første omgang for at få fat i det amerikanske datterselskab. I 2000 blev Gilbert købt af Corning, og Vordingborg-virksomheden blev Corning Cabelcon.
I dag beskæftiger stikproducenten cirka 160 mennesker i Vordingborg ved en gennemautomatiseret produktion, der kører 24 timer i døgnet.
- Vi har ikke mange fingeraftryk på produkterne, siger Allan Nelsson.
Det har været medvirkende til at bevare produktionen i Danmark, at der fremstilles et stort antal varianter - ofte i små serier.
- Vi fører 3.000 forskellige dele til stik til kabeltv-net og producerer sommetider serier på 300 eller 500 styk, selv om vi ofte laver 20.000 af gangen, siger Allan Nelsson.
95 procent af produktionen eksporteres.
I de forholdsvis trange tider i telesektoren de seneste år har Corning Cabelcon i en periode været et af de få af koncernens datterselskaber, der tjente penge. Det skyldtes blandt andet, at Vordingborg-selskabet betaler alt kontant.
- De sidste ti år har vi ikke haft kassekredit. Det har medvirket til, at vi har klaret os godt, siger Allan Nelsson.
Billedtekst: - Vores position inden for stik til kabeltv-net og mobilinfrastruktur bygger i høj grad på, at vi satte os for at forenkle monteringen af stik, siger Allan Nelsson fra Corning Cabelcon.
Toptekst: Glas til lokomotivers frontlanterner
Corning, der ejer Vordingborg-virksomheden, er verdens største producent af lysfibre, og selskabet fremstiller desuden en stor del af det glas, som fladskærmsproducenterne benytter. En af selskabets første teknologiske landvindinger var at udvikle glas til lokomotivernes frontlanterner midt i 1800-tallet.