Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 30. juli 2004.
Softwarehuset Symantec stod for regnskabskvartalets største vækst i salget. Opsvinget har også sat gang i hardwaresalget.
Trist eller opmuntrende? Fakta er, at softwarehuset Symantec, der bekytter alverdens koncerner mod angreb fra hackere og andre kriminelle, stod for regnskabskvartalets allerbedste vækst i salget. Omsætningen steg med næsten 50 procent, og resultatet med hele 122 procent.
Herhjemme er det også gået fint for Symantec, oplyser administrerende direktør Peter Michael Jensen, der dog ikke må udlevere de landespecifikke tal.
- Men udviklingen svarer nogenlunde til koncernudviklingen, siger direktøren.
Verdens tre toneangivende it-aktører, IBM, Microsoft og Intel, har heller ingen grund til at klage, og det må glæde aktiemarkedets nervøse analytikere. En række nedjusteringer hos softwarefirmaer fik alligevel ikke knækket det længe ventede opsving.
Overgik forventninger
IBM selv overgik analytikernes forventninger, hvad angår overskud, men dog ikke helt på omsætning. På softwareområdet mødte IBM også vis tilbageholdenhed. Men IBM har igen skaffet vækst på konsulentområdet, og hardwaresalget steg med ti procent.
På hardwaresiden går det også flot hos Dell, der dog først aflægger kvartalsregnskab senere. Selskabets nye administrerende direktør Kevin Rollins, der for kort tid siden overtog posten fra stifteren Michael Dell, har netop opjusteret forventningerne til en vækst i resultatet på 29 procent.
Microsoft kan endnu en gang smile hele vejen til banken med et overskud på 2,7 milliarder dollars ud af en omsætning på 9,3 milliarder, og aktionærerne fik et længe tiltrængt klap på skulderen. Softwaregiganten bebudede, at aktionærerne får 45 milliarder dollars i dividende i løbet af de næste fire år.
Også Intel bød på et nyt misundelsesværdigt stort overskud i forhold til omsætningen, der voksede 18 procent.
Hårdt ramt
PeopleSoft, der sælger forretningssoftware (ERP), nåede ikke engang den i forvejen nedjusterede forventning. Koncernens topchef Craig Conway gav udtryk for, at det drastiske fald i resultatet på 70 procent skyldes, at Oracles fjendtlige opkøbsforsøg har sået usikkerhed blandt potentielle kunder og dermed skadet virksomheden.
PeopleSofts kernemarked er det amerikanske, og noget tyder på, at SAP har nydt ekstra godt af forvirringen, idet den tyske koncern først og fremmest krediterer det amerikanske marked for sin omsætningsvækst på ni procent.
Skuffende kvartal
Siebel med de kundevendte systemer fik endnu et skuffende kvartal, og SAP havde sin andel af skylden. Mike Lawrie, der i maj erstattede stifteren Tom Siebel som administrerende direktør, bebuder sparerunder, men øgede investeringer i driftstilbud til små og mellemstore virksomheder - et område, hvor den unge, succesrige konkurrent Salesforce er kongen.
Computer Associates, der er en af de to helt store inden for systemadministration, udviste bedre takter, men måtte alligevel nedjustere forventningerne til det samlede regnskabsår.
Alt i alt bekræftede kvartalsregnskaberne, at den tidligere så trængte it-branche også nyder godt af det økonomiske opsving.
Men på telesiden kniber det endnu en gang for den tidligere så succesfulde mobilkoncern Nokia. Omsætningen af mobiltelefoner faldt endnu en gang kraftigt, og den del af koncernen medvirkede til et samlet fald i omsætningen, der blev på 6,6 milliarder euro, på fem procent.