Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 28. maj 2004.
Packard Bells iDesign 5804 er en rigtig og god lille hjemmepc, der har massevis af indbyggede mediemuligheder.
Afdæmpet med stil
Det er en slet skjult it-hemmelighed, at den yngre generation kan lide ideen om at droppe værelsets traditionelle stereoanlæg og i stedet afspille DivX-video på computerskærmen og MP3-filer over et sæt heftige pc-højttalere. Alt ved hjælp af en passende konfigureret pc.
I lang tid var det bare almindelige pc'er i lidt smart forklædninger. Nu er det mikropc'er, som er små kasser i mere eller mindre smarte indpakninger.
Nogle markedsføres som mediecentre, som skal erstatte stereoanlæg, VHS- og DVD-afspillere. Der er bare ikke nogen, der har støjdæmpet en pc nok til, at den kan stå i en stue. Så ideen er dødfødt på forhånd. Men man kunne jo bruge støjdæmpningsteknologien til at fremstille en støjsvag og lille hjemmepc.
Smart hjemmepc
Det er lige præcis, hvad Packard Bell har gjort med iDesign 5804. Den indeholder en Pentium 4 2,8 GHz processor, 512 megabyte ram, en 160 gigabyte disk, en kombi DVD-brænder. Den lille kasse med aluminiumsfinish indeholder også et ATI Radeon 9600 grafikkort, en PCI-udvidelsesplads og en flok af USB2- og FireWire-porte.
Der er kort sagt rigeligt til alle kendte kontorapplikationer. Maskinen er også ok til videoredigering, fantastisk til digitalfoto (der er indbygget ramkortlæser i den) og absolut brugbar til spil.
Og så ser den nydelig ud ved siden af en 17 tommer fladskærm. Parret med et par Creative i-Trigue højtalere og et Logitech DiNovo trådløst tastatursæt er resultatet stiligt og helt til Bo Bedre.
Den er også så lille, at man sagtens kan tage den under armen og bære den ind i stuen, hvis det drejer sig om at underholde en større flok. Og her gør det ikke noget, at den larmer en smule. Den er en tavs hjemmepc, men larmende i forhold til den almindelige stueelektronik.
Ydeevnen var fin. Windows XP home følger med maskinen sammen med en lille flok ekstra programmer. Men hellere det end mængder af unyttige programmer. Og hellere den lidt underdrevne stil som Packard Bell kører, end udråbe en pc til hjemmets mediecenter. En pc er en pc, og det har Packard Bell erkendt.
Fakta:
Packard Bell iDesign 5804
Pris: Vejledende pris 7.999 kr. inklusiv moms
Flere oplysninger:
www.packardbell.dk