Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den BioTech d. 1. maj 2004.
Egentlig vil alle helst vil undgå diske. De er mekaniske, og der er grænser for, hvor hurtigt et læse/skrivehoved kan bevæge sig. Og da der kun er et sæt hoveder per disk, er de flaskehalsen i dagens it. De otte-ti millisekunder som det i gennemsnit tager et sæt diskhoveder at flytte sig, er omkring 1.000 gange langsommere end dagens systemhukommelse.
Den forskel bliver i større i fremtiden, da de fysiske love spænder ben for de store forbedringer for diskenes vedkommende. Det har man hidtil kompenseret for med mainframe-teknologi, hvor diskene er koblet sammen i såkaldte storage arrays med fiberoptisk tilkobling til værtscomputerne. Diskene konfigureres så dataindholdet er spredt ud på flest mulige diske, hvilket giver mulighed for parallel dataoverførsel og dermed høj hastighed. Denne SAN-teknolgi (Storage Area Network) har været enerådende de seneste år.
Men anvendelse af den nyeste pc-teknologi betyder, at den dyre mainframeteknologi i høj grad kan spares væk, uden at det går nævne værdig ud over ydeevnen. IBM annocerede tidliger i år avancerede pc-diske til brug i deres små SAN-systemer. Det skærer 65 procent af diskprisen.
IBM mener, at det ikke alene baner vej for backupløsninger baseret på Serial ATA, men også for lavpris SAN-systemer.
Disksystemet forbindes stadig til serveren via fiber, og selve kontrolsystemerne er ens mellem de to disktyper. Serial ATA-diskene har bare en konverteringsenhed mellem de to skillefladestandarder.
"Ydeevnen er ikke så høj, som de fiberopkoblede diske. Men den totale gennemstrømningshastighed mellem SATA og Fiber Channel er sammenlignelig ved systemer på seks terabyte. Og så er spørgsmålet, om det ikke er godt nok," siger salgschef i IBM, Thomas Buchholz.
Andre producenter af lagringsudstyr, som HP, Hitachi og EMC er på vej med løsninger baseret på Serial ATA.