Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 5. marts 2004.
Forskning og udvikling forsvinder normalt fra salgslandet, påpeger professor. Andre betegner salget som en succes for Danmark.
Salget af den danske computerspil-producent IO Interactive for en kvart milliard kroner til britiske Eidos vækker blandede følelser herhjemme. Midt i jublen over, at endnu et dansk teknologiselskab er så godt, at udlandet vil købe, påpeger professor Steen Thomsen på Handelshøjskolen i København medaljens bagside.
- Al erfaring - alle empiriske undersøgelser - viser, at forskning og udvikling lægges tæt på hovedkontoret i købslandet, siger professoren og tilføjer:
- Erfaringen viser også, at den udenlandske ejer typisk lukker først ned i "kolonierne", hvis der opstår økonomiske problemer. Herhjemme har vi for eksempel set både Intel og Cisco lukke opkøbte selskaber relativt kort efter.
Salget af softwareselskabet Navision til Microsoft for op mod 11 mia. kr. er endnu for nyt at drage konsekvenser af, mener professoren.
- Men der er en risiko ved salg til udlandet, og det er galt, hvis vi blot er blåøjede, siger Steen Thomsen.
Videnskabsminister Helge Sander mener, at der er eksempler, der peger begge veje. Men ifølge ham giver sådanne opkøb andre muligheder for Danmark.
Ministeren mener, at det bringer arbejdspladser i fare, hvis man vil "bygge høje mure om Danmark". Man må deltage i den internationale udvikling også for at få adgang til finansmarkederne.
Hos direktøren for IT-Brancheforeningen, Jakob Lyngsø, vækker salget først og fremmest en national stolthed.
- Vi skal udvikle flere af den type virksomheder. Salg skaffer også valuta til Danmark, siger Jakob Lyngsø. Han påpeger dog, at det er afgørende, at der fortsat arbejdes på at gøre det attraktivt for de udenlandske ejere at bibeholde udvikling i Danmark.
Billedtekst:
- Al erfaring viser, at forskning og udvikling lægges tæt på hovedkontoret i købslandet, siger professor Steen Thomsen, Handelshøjskolen.
Foto: Scanpix
boks:
Vejen til verdenstoppen
Det var ambitionen om at blive en af verdens største og allerbedste spiludviklere, som førte til salget af danske IO Interactive til britiske Eidos for 256 mio. kroner. Kun de allerstørste vil nemlig overleve i fremtidens konkurrence, mener selskabets administrerende direktør og medejer, Janos Flösser.
Eidos hører til blandt verdens største udviklere og udgivere af computerspil og har blandt andet distribueret Hitman-spillene. Flere andre spilselskaber har været ude med købstilbud til IO Interactive, der blev berømt på spillet Hitman, men er blevet afvist.
- Vi har samme syn på 3D-spil, samme syn på industrien og samme ambitioner om at placere os allerøverst i branchen, siger IO Interactives administrerende direktør, Janos Flösser, til Computerworld Online.
En stærk kapitalpartner er en også en forudsætning for at komme i toppen, påpeger han. Således koster det nemt mellem 20 millioner kroner og 40 millioner kroner at udvikle et kvalitets 3D-spil, hvis det skal udgives til både pc, Sonys Playstation 2, Nintendos Gamecube og Microsofts Xbox.
- Vi får desuden lettere adgang til teknologi og har nu direkte adgang til den nyeste konsolteknologi, siger Janos Flösser.
Salget forgylder Egmont-koncernen, der ejer 40 pct. af IO Interactive, en lang række nøglemedarbejdere i firmaet samt selskabets stiftere. Ifølge Computerworld Onlines oplysninger vil hver stifter få et tocifret millionbeløb.
Hitman 2 er solgt i over tre millioner eksemplarer, og selskabets seneste spil, Freedom Fighters, er blevet modtaget med jubel af alverdens spilanmeldere. Spillet nærmer sig en million solgte eksemplarer, og det har dermed tjent sig selv rigeligt ind. Det danske spilleselskab toppede i 2003 Computerworlds liste over landets dygtige it-virksomheder. Vækst og resultat indgår som kriterier for valget.
I forbindelse med salget, der træder i kraft 31. marts, oplyses, at de 140 medarbejdere selskabet har i Danmark, forbliver her.
Af Casper Thomsen og Dan Jensen
Computerworld Online