Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 27. februar 2004.
Tia Technology, der udspringer af Topdanmarks it-afdeling, er på vej ind i USA, Kina og Australien.
Et lille softwarehus i Virum, Tia Technology, byder både på et usædvanligt pænt overskud og en eksportsucces. Firmaet med speciale i forsikringssoftware har kunder i 12 lande. Den første ordre fra Australien ventes om få uger, og der er forhandlinger i både USA og Kina.
Tia Technology har ikke gjort megen stads af sig selv, men overskuddet i 2003 ventes at blive på cirka ni millioner kroner ud af en omsætning på knap 30 millioner kroner. Budgettet for 2004 lyder på et overskud på 20 millioner kroner og en omsætning på 50 millioner, oplyser Hans Agerlin Petersen, administrerende direktør for Tia Technology, der har 19 medarbejdere.
Direktøren tilskriver firmaets succes det tætte samarbejde med partnere, der står for alt salg og hele implementeringen.
- Så kan vi koncentrere os om at udvikle software, så vi både er på forkant med funktionalitet og teknologi, siger Hans Agerlin Petersen.
Oracle ny partner
Blandt partnerne ses store spillere som Accenture og IBM. For få dage siden meldte Oracle sig under fanerne, og der er også mange mindre lokale spillere blandt partnerne.
Væksten er høj. Tia placerer sig således som nummer 211 på en europæisk rangliste med navnet Deloitte Technology Fast 500. Listen er baseret på vækst i årene 1998-2002. Kun ét andet dansk firma var med på listen.
I udlandet har Tia kunder, der står for over ti millioner policer. Herhjemme ses Alm. Brand, Alka Forsikring og Fair Forsikring blandt kunderne. Store Codan har købt systemet til datterselskaber i Litauen og Letland, og Tryg bruger det i Polen og Finland.
Topdanmark fraværende
Men Topdanmark glimrer ved sit fravær på kundelisten. Bogstaverne Tia står ellers oprindeligt for Topdanmark Insurance Application, og det blev udviklet hos Topdanmark til det britiske datterselskab Top UK.
Udviklingen skete med værktøjer fra Oracle, og systemet bygger på Oracles database. Softwaren blev i 1991 videreudviklet til en standardpakke til skadesforsikring. Men i 1998 - et par år efter at Michael Pram Rasmussen trådte til som manden, der skulle redde det alvorligt skrantende selskab - blev der givet grønt lys for et management-buyout. Topdanmark ville fokusere på udelukkende at sælge kerneydelser, ikke it-systemer.
Ifølge Topdanmarks it-direktør Niels Lillemose var det også for svært at få konkurrenter til at købe softwaren, og det har han fuld forståelse for.
- Så forsøgte vi at få solgt rettighederne til pakken flere steder, men det lykkedes ikke, og derefter fik de involverede ledere lov til at købe rettighederne til udviklingsprisen, siger Niels Lillemose.
Glip af Topdanmark-ordre
For nylig måtte Tia Technology imidlertid lide den tort at se Topdanmark give Accenture en ordre på 100 til 200 millioner kroner for et skadesystem. Hans Agerlin Petersen kan ikke forklare hvorfor.
- Spørg Topdanmark, siger han blot.
Ifølge Niels Lillemose skyldes fravalget blandt andet, at man dermed skulle satse på en anden it-arkitektur. Topsikring kører med IBM's DB2-database, mens Tia bruger Oracle-databasen.
- Desuden skulle vi kun have skadeadministrationsdelen, og der passede Accentures funktionalitet bedre, siger Niels Lillemose, der ellers er fuld af ros over Tia-teknologien.
Men Tia Technology lader sig ikke gå på, for nye markeder trænger sig på og en ny platform, nemlig den savnede IBM-platform. En partner har indgået et samarbejde med IBM i England om at få Tia-systemet over på en ny platform, IBM's database DB2.
- Det giver sandsynligvis mere opmærksomhed over for systemet inden for IBS' egne fire vægge og dermed også en større berøringsflade ud mod vore slutkunder, siger Hans Agerlin.
Billedtekst:
- Der har været opkøbsforsøg, og ventureselskaber er interesserede i os, men vi vil ikke sælges, og vi går ikke på børsen, siger Hans Agerlin Petersen, administrerende direktør for Tia Technology. Foto: Hans Juhl