Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 16. januar 2004.
Giganter i it-branchen som SAP, Microsoft, Sun, IBM og Intel engagerer sig mere helhjertet i den såkaldte RFID-teknologi. Senest er teknologien valgt til at spille en hovedrolle i de initiativer til forebyggelse, der er sat i gang efter udbruddet af kogalskab i USA.
RFID-teknologi
Radiobrik-teknologi, også kaldet RFID (Radio Frequency Identification), er kommet på dagsordenen hos de største it-selskaber.
Det skyldes, at de nye radiobrikker kan indeholde langt mere information end stregkoder, og disse data kan indhentes uden at kræve en direkte aflæsning - principielt kan alle enheder på en palle eller i en indkøbsvogn aflæses uden at skulle håndteres enkeltvis. Endnu arbejder producenterne dog med at få disse multiscannere til at fungere uden problemer.
De udvidede muligheder for at rumme data gør radiobrikkerne velegnede til sporing af varer. Dette er aktuelt, fordi EU har vedtaget, at fødevarer i alle led i distributionskæden skal kunne spores til leverandøren fra 1. januar næste år.
Desuden har den amerikanske landbrugsminister Ann Venemann netop i forbindelse med tilfældet af kogalskab i staten Washington fremlagt en plan for et sporingssystem af kvæg såvel som svin, får og andre dyr. Denne plan omfatter en database, der bygger på information fra radiobrikker.
Integreret i ERP-systemet
Det får en række af de store i it-branchen til at engagere sig mere helhjertet end tidligere i radiobrik-teknologi. Således lancerer ERP-giganten SAP nu software til radiobrikker, der skal gøre det lettere at formidle data fra brikkerne på for eksempel varer i detailhandelen ind i firmaernes forretningssystemer.
SAP's nye RFID-software omfatter såkaldt Auto-ID Infrastructure Software, der er udviklet til at hjælpe brugervirksomhederne med at holde rede på de mange data, der kommer ind fra radiobrikker ved for eksempel brug af et system til styring af forsyningskæder (SCM - Supply Chain Management). RFID-softwaren er Java-baseret, og den kører på SAP's Web Application Server, der er en del af selskabets NetWeaver-platform.
Løsningen vil ifølge Ralph Schneider, der er vicedirektør for denne del af
SAP's forretningsudvikling, kunne køre på eksisterende RFID-brikker.
- Udviklingen på området drives i øjeblikket af de største forretningskæder og organisationer, som har styrke til at forlange, at varer eller paller, der leveres, er mærket med radiobrikker. Disse selskaber er ofte i forvejen vores kunder, siger han.
SAP er ved at etablere et certificeringssystem, der sikrer brugeren, at udstyr fra en godkendt leverandør kan benytte selskabets software. Ifølge Ralph Schneider er foreløbig ti producenter tæt ved at blive certificeret.
Afventende danskere
Herhjemme benyttes RFID-teknologier allerede i et vist omfang - især til intern lagerføring, men generelt har danske selskaber valgt en vent-og-se-strategi, mener Olivier Plas, der er SAP's ekspert inden for denne teknologi i Danmark.
- Det er forståeligt, fordi brugerne først får fuldt udbytte, efterhånden som flere enheder bliver mærket med radiobrikker. Desuden er standarderne ikke helt på plads, og brikkerne skal gøres endnu billigere for at nå udbredt brug, siger han.
Selskabet råder dog sine kunder til at sætte pilotprojekter i gang, fordi det ifølge Ralph Schneider tager to til tre år at få RFID-teknologien fuldt integreret i et firmas strategier og processer.
Giganterne rykker ind
SAP er dog langt fra alene om at mene, at tiden er ved at være moden til RFID-teknologier. På den amerikanske detailbrancheorganisation National Retail Federations netop afholdte messe annoncerede Microsoft, at selskabet sammen med foreløbig 20 partnere har sat et såkaldt Smarter Retailing Initiative i gang.
Dette skal udvikle standardbaseret værktøj på et Windows-grundlag, som butikkerne kan bruge til at udvikle systemer, der skal forenkle salget - herunder selvscanningskasser. Disse løsninger tænkes i høj grad at skulle bygge på RFID-teknologi.
Sun Microsystems annoncerede, at selskabet er ved at åbne et RFID-center i Dallas, og at det er ved at teste både hardware og software til RFID hos udvalgte kunder.
IBM etablerede her i vinter et RFID-center i Danmark, som vi bringer en nærmere omtale af snarest.
Endelig fortæller Intel, at selskabet - ligesom blandt andre SAP - er dybt involveret i standardiseringen af RFID-teknologien. Det kan overraske, fordi chipproducenten tidligere har fravalgt at producere lavpriskredsløbene til radiobrikkerne. Den nye udmelding betyder, at Intel melder sig blandt producenterne af processorer til det udstyr, der skal indsamle informationerne fra de mange radiobrikker.
Billedtekst:
Radiobrikker, som denne fra Delfi Technologies, bliver billigere samtidig med, at de kan rumme flere data. Derfor bliver teknologien relevant til sporing af fødevarer og styring af forsyningskæder.