Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 19. september 2003.
Indsigt: Det er ikke trådløs teknologi, hvis det ikke bygger på en tre-, fire- eller fembogstavsforkortelse, som refererer til tekniske ingeniør-begreber på engelsk - eller hvis ikke det har et halvsmart marketingsnavn, der intet beskriver: Her følger en ordliste over trådløse akronymer og begreber.
2G
Anden generation af mobilnet er ‘klassisk' GSM, der oprindelig overførte data med en hastighed på 9,6 kbit/s og efter en opgradering for fire-fem år siden nåede op på 14,4 kbit/s. Da mobilselskaberne for et til to år siden begyndte at indføre hurtigere transmissionsteknologier som GPRS og HSD (se disse), begyndte man at tale om generation to en halv, fordi det, at mobilnettene blev mere anvendelige til at overføre data, blev oplevet som en ny fase.
3G
Tredje generation af mobiltelefoni, der efterfølger det tidligere analoge NMT (Nordic Mobile Telephony) og det nuværende digitale GSM. 3G kaldes også UMTS (Universal Mobile Telephone System) og begreberne dækker over en teknologi, der er udviklet med to mål: Der skal etableres et fælles system over hele kloden - i modsætning til situationen i dag, hvor der findes et konkurrerende system i Asien og USA og et tredie i Japan - og der skal overføres data betydeligt hurtigere end i dag. I første fase forventes 3G-nettene at levere maksimalt 384 kbit/s, dog vil den reelle hastighed bliver lavere - også afhængigt af, hvor mange brugere, der benytter den samme mobilsender. Senere skal den maksimale hastighed hæves til 2 Mbit/s. I Danmark har Orange, TDC og Telia samt det nye mobilselskab 3, hvis hovedejer er Hong kong-selskabet Hutchison Whampoa, fået licenser, der byder dem at etablere 3G-net inden udgangen af næste år. Det ventes dog, at mindst et af disse selskaber er i luften inden jul i år.
4G
Fra udviklerne midt i firserne begyndte at diskutere, hvordan det kommende digitale mobilsystem, der blev til GSM, til systemet var i drift i hele Europa gik der omkring ti år. Derfor er det ikke overraskende, at samtidig med, at 3G går i luften i stadig flere lande, er udviklerne begyndt at planlægge, hvad der skal følge efter. Fjerde generation tænkes som en mobilteknologi, der skal kunne overføre op til 144 Mbit/s, men overvejelserne befinder sig endnu på idéstadiet, og de venstes tidligst realiseret i slutningen af dette årti.
Bluetooth
Navnet blev - uden anden grund end at det lød godt - valgt til den kortrækkende radioteknologi, der blev udviklet til at erstatte alle former for datakabler. Teknologien er i første omgang slået an til trådløse hovedsæt til mobiltelefoner og til trådløse mus og tastaturer. Bluetooth kan maksimalt overføre 1 Mbit/s.
CDMA
Code Division Multiple Access. Dette begreb anvendes på to måder:
1. Det betegner et konkurrerende mobilsystem til GSM, der anvendes i Asien og i USA, og som blandt andet adskiller sig ved at have faciliteterne, som brugerne benytter til at identificere sig på mobilnettene, liggende i selve telefonen, hvor det europæiske system og det kommende 3G benytter SIM-kort.
2. CDMA betegner radioteknologien, der blandt andet benyttes i det asiatisk/amerikanske mobilsystem. Her opdeles de radiofrekvenser, der er til rådighed, i få kanaler. Hvert telefon- og dataopkald får herefter sin særlige kode og sendes ud over kanalen efter behov. I GSM benyttes TDMA-teknologien (se denne), hvor signalerne sendes ud over flere, men smallere frekvenskanaler opsplittet i en stram tidsbestemt rækkefølge. Principperne fra CDMA benyttes som grundlag for WCDMA, der er transmissionsteknologien i 3G.
DECT
Digital European Cordeless Telecommunications standard er mest kendt som betegnelse for det trådløse telefonsystem, der gør det muligt for brugere i virksomheder og hjem at modtage opkald i en afstand af op til 300 meter (udendørs) fra senderen, der er forbundet til fastnettet. De senste år er der kommer data-standarder til DECT, der gør det muligt at overføre 128 kbit/s fra en bærbar pc til et modem.
EDGE
Enhanced Data rates for GSM Evolution betegner en ny teknologi, der modulerer radiosignalerne, så det bliver muligt at overføre tre gange så mange data. Da de nuværende GSM-systemer maksimalt kan overføre omkring 128 kbit/s pr. bruger, endnu dog kun teoretisk, vil EDGE gøre det muligt at overføre med hastigheder på op mod 384 kbit/s. Det sætter mobilselskaber, der ikke har licens til 3G eller som ikke ønsker at foretage de betydelige investeringer, som denne teknologi kræver, i stands til at levere de samme hastigheder og tjenester, som 3G-selskaberne i de første par år. Mobilinfrastrukturs-producenterne har i de seneste par år leveret udstyr, der er forberedt for EDGE.
FWA
Fixed Wireless Access betegner en trådløs access-teknologi, der blev introduceret med henblik på at levere trådløse bredbåndsforbindelser til erhverv og private. Tanken er, at der fra en antenne etableres en række faste forbindelser ud til de enkelte brugere. Der var store forventninger, da fem selskaber i december 2000 vandt licenser på henholdsvis at sende op til 4 Mbit/s på frekvenserne omkring 3,5 GHz eller op til 34 Mbit på frekvenserne omkring 25,5 GHz, men især ADSL-boomet fjernede tæppet under forretningsplanerne, og to af de oprindelige selskaber har trukket sig helt ud, mens de øvrige har sænket deres ambitioner med teknologien.
GPRS
General Packet Radio System - 2G-teknologi til pakkekoblet dataoverførsel på GSM-net. Hidtil var overførslerne sket kredsløbkoblet splittet op i tidssekvenser på tusindedele af et sekund. Når man sender pakkekoblet, transmitterer man i sprøjt over den kapacitet, man har til rådighed, men man benytter ikke kapacitet, når man ikke sender. GPRS leverer i dag i praksis hastigheder på omkring 40 kbit/s.
GSM
Global System for Mobile Communications er det digitale mobilsystem, der har været i brug herhjemme siden begyndelsen af 1992. Det er fordi det lykkedes europæerne at enes om dette system, at europæiske mobilproducenter - herunder nordiske selskaber som Nokia og Ericsson - opnåede førende positioner på området op gennem 90'erne.
Hotspot
Markedsføringsbetegnelse for offentlige trådløse lokalnet, hvor der - oftest mod betaling - udbydes dataforbindelser via 802.11-protokollerne i for eksempel hoteller, cafeer eller ventesale.
HSD/HSCSD
High Speed Data/High Speed Circuit Switched Data var den første teknologi, der leverede hurtigere data over GSM. Den benytter flere af de tidssekvenser - også kaldet talekanaler - som samtalerne splittes op i, når de sendes mobilt, til samme dataopkald. Denne teknologi bruger frekvenskapacitet, også når der ikke sendes - i modsætning til GPRS. Til gengæld har HSD samme båndbredde til rådighed konstant, hvor GPRS får tildelt mindre kapacitet, hvis den øvrige trafik på mobilnettet stiger. Dermed kan HSD være mere anvendeligt end GPRS, når det er vigtigt at holde konstant båndbredde - for eksempel ved videooverførsler.
IrDA
Infrared Data Association har lagt navn til standarden for infrarød overførsel, der maksimalt kan sende 4 Mbit/s over 1 meter.
MMS
Multimedia Messaging Service-teknologien blev introduceret for offentligheden i 2001, da mobilselskaberne på grund af SMS'ernes succes ønskede at kunne overføre større beskeder med ringetoner eller musik eller med animationer eller digitale foto til de nye telefoners farvedisplay. Siden har introduktionen af mobiltelefoner med kamera-funktion yderligere gjort MMS aktuelt for mobilselskaberne.
NMT
Nordic Mobile Telephony betegnede det analoge mobilsystem, som herhjemme blev sat i drift i 1982. Dette fællesnordiske system skabte et samlet marked for de lokale producenter og lagde grunden til Nordens stærke position på mobilområdet.
PDC
Personal Digital Communications er navnet på den japanske parallel til det europæiske GSM og det asiatisk/amerikanske CDMA.
Radiokæde
Radioteknologi, der oftest benyttes som erstatning for faste lejede kredsløb gennem det faste transmissionsnet. Således benytter mobil- og FWA-selskaber i vid udstrækning radiokæde-forbindelser til deres sendemaster. Rækkevidden er maksimalt 80 km afhængigt af terrænet, idet der skal være en sigtelinie mellem de to antenner. 34 Mbit/s eller 155 Mbit/s er almindelige overførselshastigheder.
SMS
Short Message Service betegner tekstbeskeder til mobilernes display. Oprindeligt kunne SMS'erne indeholde op til 160 tegn, men senere er det blevet muligt at sætte flere beskeder sammen. SMS-teknologien blev introduceret i første halvdel af 90'erne, men lå stort set i dvale, indtil mobiltelefonerne med indførelsen af taletidkortene i starten af 1998 kom inden for rækkevidde af teenagerne. Så begyndte fingrene at danse hen over tasterne, og i dag udgør indtægterne fra SMS væsentlige andele af mobilselskabernes omsætning, og prisen på beskederne er et konkurrenceparameter.
TDMA
Time Division Multiple Access er radioteknologien i GSM, hvor frekvenskapaciten opdeles i kanaler, hvorover samtaler og data sendes splittet op i sekvenser på otte såkaldte timeslots, der hver varer 4,6 tusindedele sekund. TDMA er udviklet til overførsel af samtaler, hvor alle brugere har lige store kapacitetsbehov. Senere har den øgede efterspørgsel efter data-ydelser over mobilnettene ført til udvikling af pakkekoblede teknologier som WCDMA, der bedre er i stand til at håndtere svingende overførselsbehov.
UMTS
Se 3G.
WAP
Wireless Application Protocol dækker både over en teknologi og et traume i mobilindustrien. Teknologien indførte populært sagt interaktive SMS'er. Problemet var, at denne forholdsvis langsomme og langt fra enkle teknologi blev lanceret som mobilt internet. Det førte til, at brugerne blev skuffede. Efter en lang periode, hvor brugerne havde taget hver fornyelse til sig, oplevede branchen for første gang, at den havde udviklet noget, den selv troede på, som kunderne hverken ville eje eller have. Siden har branchen været tilbageholdende med udelukkende at bygge på, hvad udviklingsingeniørerne synes er smart. Selv om forkortelsen WAP stort set er forsvundet fra markedsføringsmaterialet, lever teknologien i bedste velgående i en række SMS-tjenester.
WCDMA
Wideband CDMA (se dette) er dataoverføringsteknologien i 3G. Princippet er, at IP-pakker fra alle opkald, der benytter de aktuelle frekvenskanaler, deles om den båndbredde på 2 Mbit/s, der er til rådighed.
WiFi
Markedsføringsnavnet for WLAN (Wireless Local Area Network) som på dansk kaldes trådløse lokalnet. Denne teknologi sender trådløse data efter 802.11-protokollerne. Trådløse lokalnet er en teknologi, der stadig udvikles og justeres, så at sige mens opkoblingspunkterne langes over diskene hos forhandlerne. Det fører til, at der stadig udvikles nye varianter af 802.11-standarden, som tilføjer faciliteter som sikkerhed eller Quality of Service, og som hver betegnes med sit bogstav. Det behøver imidlertid ikke være så svært: Der er grundlæggende to typer standarder: Systemer og tilføjelser. Systemerne omfatter 802.11b og den nye 802.11g, der begge sender på frekvenserne omkring 2,4 GHz og har et teoretisk maksimum på henholdsvis 11 Mbit/s og 54 Mbit/s. Hertil kommer 802.11a, der sender på frekvenserne omkring 5 GHz med et teoretisk maksimum på 54 Mbit/s. Endelig arbejdes der på 802.11n, der skal kunne overføre op til 100 Mbit/s, men den ligger flere år ude i fremtiden. Resten (-d, -e, -f, -h, -i, -j) er tilføjelser.