Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 19. september 2003.
Kan det betale sig?: Det er smart og moderne, men bliver erhvervslivet også bedre til at tjene penge ved at benytte trådløse teknologier? Her peger en ekspert på området på forskellige typer virksomheder, der med fordel kan klippe kablerne.
Fri bevægelighed uden at være bundet af kabler. Mulighed for hvor som helst at kunne trække på de samme dataressourcer, som er tilgængelige på arbejdspladsen.
Det er den trådløse vision, og det lyder da smart, men er det også nødvendigt: Bliver virksomhederne virkeligt bedre til at tjene penge af at etablere trådløse lokalnet? Tjener investeringen i avancerede mobiltelefoner til medarbejderne sig selv hjem? Kan Bluetooth gavne virksomhederne? Hvornår kan et firma opnå besparelser ved at skaffe sig bredbåndsadgang til nettet via trådløs FWA-forbindelse?
Her følger en række bud på, hvilke typer virksomheder der kan vinde ved at gå over til trådløse teknologier, fra konsulent Torben Rune fra kommunikationsrådgiverfirmaet Netplan.
- Om det kan betale sig at benytte trådløse lokalnet i en virksomhed afhænger af din politik for bærbare. Sidder medarbejderne på fastopkoblede stationære pc'er, lyder vores opfordring: Træk et kabel. Det, du sparer i kabeltræk, svarer nogenlunde til prisen for det mobile udstyr, men i den situation vinder du ikke noget ved at vælge trådløs - tværtimod risikerer du at skulle tage stilling til radiotekniske problemer, når nettet bliver større, siger Torben Rune.
Bruger medarbejderne derimod bærbare pc'er, pda'er eller nogle af de endnu få mobiltelefoner, der har WiFi-interface, får virksomhederne valuta for pengene, mener han.
- Det bliver muligt at tage din bærbare med i møderummet eller med ind på en kollegas kontor. Du er ikke længere bundet af stikket i væggen, og for første gang bliver den bærbar rigtig bærbar. Så tommelfingerreglen er, hvis du har en strategi om at frigøre medarbejderne fra skrivebordet, så er det naturligt at gå trådløs, siger han.
Når virksomhederne går over til at arbejde fra trådløst opkoblede bærbare, skal man være opmærksom på, at der gælder lidt anderledes forhold, når man har trukket stikket ud.
- Ofte bliver brugerne overraskede over, hvor kort batterilevetiden egentlig er på de bærbare. De kører jo sjældent mere end halvanden til to timer. Det skal man tage højde for, siger Torben Rune.
Trådløs bredbåndsaccess
Når det gælder FWA, handler det ifølge konsulenten først og fremmest om, hvor virksomheden ligger fra teleselskabernes transport-net. Der er en række tilfælde, hvor det er billigere at få etableret access via en fast radioforbindelse end at få gravet et kabel ned.
- Hertil kommer, at FWA er en teknologi, der principielt kan sættes op samme eftermiddag, som den er bestilt om morgenen. Det kan være attraktivt i sammenhænge, hvor du ikke har tid til at vente otte eller fjorten uger på at få i forbindelse i jorden, siger han.
Endelig kan der være virksomheder, der er placeret i et område, hvor denne form for radioinfrastruktur i forvejen er etableret.
Kontoret i lommen
Hvorvidt det kan betale sig at udstyre medarbejderne med mobiltelefoner, afhænger af hvor omkringfarende de er. De medarbejdere, der har størst behov, er dem, der helst vil kunne ordne deres administrative opgaver fra en mobiltelefon, fordi de konstant er på farten.
- Jeg har kontor i Hillerød, og holder mange møder inde i byen. I de en til to times pauser, der mellem møderne, synkroniserer jeg min mail i min mobiltelefon med pda-funktionerne, som også er i stand til at gå på nettet, hvis jeg skal ind og tjekke nogle oplysninger. Stort set overalt i det storkøbenhavnske område oplever jeg at have omkring 50 kbit/s til rådighed via GPRS.
Disse personlige erfaringer gør Torben Rune overbevist om, at pda'en som vi kender den i dag - uden telefonfunktion - vil forsvinde i løbet af et par år.
- PDA-funktionerne kommer til at indgå i de mest avancerede mobiltelefoner, så de bliver værdige aftagere til de bærbare. Allerede med omkring 50 kbit/s kan de almindelige dataanvendelser som tekst, mail og powerpoint absolut klares fra en avanceret mobiltelefon, siger han.
Når disse mobil-pda'er bliver mere udbredt, vil mobilselskaber, der sætter sig ind i forretningsfolks dagligdag, kunne dække et marked ved at tilbyde sikkerhedsløsninger til at beskytte forretningsinformationerne på disse enheder, mener konsulenten. Mobilselskabet kan her kombinere sikkerheden fra SIM-kortet og identifikationsoplysningerne om, hvem brugeren er, med muligheden for at etablere sikre VPN-forbindelser til brugerens netværk. Så vil ingen kunne få adgang til de data, som enheden giver adgang til - selv hvis du mister den.
Blåtand i hjemmet
Bluetooth er i nogen grad blevet misforstået, mener Torben Rune. Folk har troet, at det skulle bruges til trådløse netværk. Det er forkert, Bluetooth er en radioteknologi til erstatning for datakabler.
- Det betyder ikke, at det ikke vil blive anvendt. Vi bøvler stadig meget rundt med kabler til tastaturer, kabler og mus. Denne udvikling vil blive drevet af, at computeren bliver central i hjemmets forbrug af underholdning. Microsoft har allerede en digital platform til XP, der gør det muligt at koble skærme trådløst på, siger han.
Kræver ekspertice
Trådløs teknologi er faldet i pris de seneste par år, hvilket bringer det inden for rækkevidde af stort set hvem som helst. Men det er ikke nødvendigvis hvem som helst, der kan sætte radioteknologi op, så det fungerer optimalt.
- Tidligere var trådløse teknologier bekostelige og krævede teknisk viden og opsætning af antenner, er nu i tilfældet WiFi noget man køber i sin radioforretning eller sin lokale discountforretning. Det er ved at blive allemandseje, som trådløse DECT-telefoner. Men trådløse lokalnet er et område, hvor man kan komme meget mere galt af sted, end når man sætter sin pc op, hvis man ikke håndterer de sikkerhedsmæssige aspekter rigtigt. Der er mange og skjulte risici, siger Torben Rune.
Billedet, som konsulenten benytter, er, hvis du køber en bil, kan du også komme galt af sted, men du vil typisk heller ikke begyndte at køre professionelt - for eksempel taxi - uden at have kørekort og i en mangelfuld bil. Det kræver ekspertise at gøre det forsvarligt.
- Problemet er, at hvis du ikke har fået lukket af for brugere udefra, så har andre adgang til alle ressourcer på dit netværk. Du kan ikke forvente, at du blot skal plugge et opkoblingspunkt til under tusind kroner til netværket, og så er virksomheden trådløs. Det kræver, at du sætter dig bedre ind i tingene. Ikke blot på grund af sikkerhedsproblematikken, men også for at få mest mulig båndbredde, siger han.
Her er ved at opstå en række tillægsprodukter, der benytter for eksempel intelligente antenner til at give brugerne den bedst mulige forbindelse.
Trængsel på billige frekvenser
Ud over at radio kræver særlig ekspertise, er den stramme regulering af frekvenserne med til at gøre området kompliceret, mener Torben Rune.
- Det er sådan, at ved enhver form for regulering siver brugerne hen, hvor de slipper billigst. Det betyder, at når regulatørerne brandbeskatter visse frekvensområder med betydelige udgifter, øger det interessen for de frie frekvenser. Reelt er 2,4 GHz, der anvendes af 802.11b og -g ikke særligt anvendeligt til hotspots. Det ideelle ville være at anvende et frekvensområde, hvor man ikke blev forstyrret af alt fra låsesikringer til biler til mikrobølgeovne. På samme måde er FWA en teknologi, der oprindeligt blev udviklet til at afvikle telefoni over, men i dag benyttes den i stedet som erstatning for radiokæder, hvor licenserne er dyre, siger han.
Ved at køre en stram licenspolitik, har man gjort det sværere at lave denne type løsninger, fordi det nu er nødvendigt at tage højde for alle mulige slags uvedkommende trafik.
- Ved en 10-15 medarbejdere på et enkelt opkoblingspunkt, begynder du at kunne mærke at I deler spektrum. Så skal du arbejde med flere sendere og kunne føre signaler fra den ene til den anden hen over switchen. Flytter du en arbejdsstation fra en sender til en anden får den ny MAC-adresse (netkort-ID), hvilket forstyrrer switchen. Dermed afbrydes din telefon-samtale, hvis du bevæger dig fra et område til et andet, mens du benytter IP-telefoni via en softphone på din bærbare. En it-afdeling, der ikke er trænet i denne type problemer, kan bruge en forfærdelig bunke energi og tid på at fejlsøge og fejlrette.
Hotspot ikke for alle
Udfordringerne er endnu større, hvis du driver forretning ved at udbyde internet via WiFi i såkaldte hotspots.
- Så skal du være i stand til at adskille de brugere, der har betalt fra andre, og kunne holde regnskab med de forskellige kunders forbrug, siger han.
På det plan mener konsulenten, at WiFi ligner de allerfleste teknologier: Det er management-opgaven, der giver de største udfordringer.
- WiFi er populært og billigt, men det vil ikke føre til, at vi alle bliver internet-udbydere for hinanden, siger Torben Rune.
Billedtekst:
- Ofte bliver brugerne overraskede over, hvor kort batterilevetiden egentlig er på de bærbare. De kører jo sjældent mere end halvanden til to timer. Det skal man tage højde for, siger Torben Rune. Foto: Torben Klint