Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 4. september 2003.
I næste måned gøres version 1.2 af Bluetooth-standarden færdig. Blandt de nye faciliteter er teknologi, der begrænser interferens på radiosignalerne.
Det skal give bedre overførselskvalitet.
Bluetooth 1.2
I næste måned bliver en ny version 1.2 af Bluetooth-standarden færdig. Den skal gøre det kortrækkende radiosystem mere stabilt og blandt andet gøre det bedre til at overføre lyd.
Flere af de nye faciliteter på Bluetooth 1.2 skal begrænse interferens, og dermed øge kvaliteten af radiosignalerne: Blandt de udfordringer, Bluetooth står overfor, er at den kortrækkende radio-teknologi opererer i de såkaldte åbne industribånd omkring 2,4 GHz, som også benyttes af trådløse netværk efter 802.11b- og -g-protokollerne og af andre typer elektronik som mikrobølgeovne. Dette skaber mulighed for, at de forskellige signaler forstyrrer hinanden. I USA er området omkring 2,4 GHz endnu mere trafikeret, da det også benyttes af DECT-telefon-systemer, som i Europa sender på 1,9 GHz.
Det forsøger Bluetooth 1.2 at komme ud over ved at tage en teknologi i brug, der kaldes Adaptive Frequency Hopping (AFH). I dag skifter (hopper) Bluetooth-signalerne 1600 gange i sekundet mellem 79 forskellige kanaler i frekvensspekteret, netop for at undgå at flere signaler i samme område generer hinanden. Med AFH undgår Bluetooth-enhederne at sende i de kanaler, hvor de er stødt på andre signaler.
Begrænsningen af interferensen skulle blandt andet give bedre lyd, når Bluetooth benyttes som forbindelse mellem mobiltelefoner og hovedsæt. Forøget lydkvalitet er også målet med en anden facilitet, der går under navnet Extended SCO (Synchronous Connection Oriented link: Teknologi der overvejende bruges til at overføre tale og lyd i Bluetooth). Extended SCO sørger for, at signalerne sendes igen, hvis de ikke når frem. Med de eksisterende versioner af Bluetooth-standarden går fejlbehæftede signaler tabt.
Hurtigt og anonymt
Herudover gør 1.2 det muligt at sætte Bluetooth-transaktioner op hurtigere. I 1.2 søger Bluetooth-enhederne hurtigere og længere efter andre enheder. Det gør, at den nye version bruger lidt mere strøm, men selv om batterilevetiden er afgørende for trådløse enheder, ventes det ikke at blive et problem i branchen.
- Den teknologiske udvikling bevæger sig mod lavere strømforbrug. Dels laves applikationerne, så enhederne hurtigere går i stand-by-mode, når de ikke er aktive. Dels udvikles der stadig mere strømbesparende chip. Derfor vil de nye 1.2-Bluetooth-enheder selv med den nye opkoblingsteknologi sandsynligvis bruge mindre strøm end de 1.1-enheder, der kom for et år siden, siger Per Mariager, der er projektleder for Bluetooht-området hos udviklingsvirksomheden RTX.
Endelig omfatter 1.2 en såkaldt Anonymity Mode, der gør det muligt at skjule den unikke adresse, som hver Bluetooth-enhed er udstyret med. Dette skulle for eksempel gøre det muligt for brugere at undgå at blive mål for uønske reklamemeddelelser via Bluetooth.
Produkter i år
Bluetooth 1.2-standarden er nu i den fase, der kaldes draft 5, hvilket betyder, at den er tæt ved at være forhandlet på plads. Efter planen skal final draft foreligge 19. september. Dermed er 1.2-standarden i praksis færdig, og den officielle ratificering vil følge inden årets udgang. I godkendelsesproceduren bliver standarderne overført til en højere draft-klasse ved sessioner, hvor producenterne prøver om enheder, der overholder den aktuelle version, kan kommunikere med hinanden. Det betyder, at der er produkter, som er testet, når standarden godkendes endeligt, og som hurtigt vil kunne sendes på markedet.