Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 22. august 2003.
Den nye 802.15.3-standard etablerer trådløse forbindelser på maksimalt 55 Mbit/s over korte afstande, og truer dermed en del af Bluetooth-markedet.
Ny trådløs standard
Venter verden virkelig på en ny trådløs standard? Sådan reagerede vel mange af de, der overhovedet bemærkede, at standardiseringsorganet IEEE i forrige uge godkendte 802.15.3, der dækker trådløst bredbånd. I forvejen har vi 802.11b og alle dens varianter med hver sit bogstav, vi har GPRS og snart 3G over mobilnettene, og vi har Bluetooth - blot for at nævnte de mest aktuelle teknologier til at overføre data trådløst. Alligevel mener gruppen bag den nye standard, at 802.15.3-teknologien giver først og fremmest elektronikproducenterne nye muligheder.
Hvor 802.11-familien definerer trådløse lokalnet - også kaldet trådløse LAN (Local Area Networks) - beskriver 802.15.3 såkaldte PAN (Private Area Networks). Det medfører, at hvor lokalnet-teknologierne kræver et opkoblingspunkt, er den nye standard udviklet til at overføre data direkte mellem enkelte enheder samtidig med, at den kan binde op til 245 enheder sammen i et ad hoc-netværk. 802.15.3-teknologien kan sende data over en afstand fra nogle centimeter op til flere hundrede meter. Overførselshastigheden aftager med afstanden, idet maksimumshastigheden angives at være 55 Mbit/s, mens tophastigheden ventes at synke til 22 Mbit/s eller 11 Mbit/s, når afstanden kommer over 100 meter.
802.15.3 sender på de åbne frekvenser omkring 2,4 GHz, og den er angiveligt udviklet til at kunne sameksistere med såvel Bluetooth som 802.11b og 802.11g, der opererer i samme område.
I familie med Bluetooth
Som kortrækkende radioteknologi dækker 802.15.3 samme område som Bluetooth, der efter alt at dømme kommer under pres fra den nye trådløse bredbåndteknologi. De to teknologier er beslægtede, hvilket ses af at IEEE under betegnelsen 802,15.1 definerer en Bluetooth-kompatibel PAN-teknologi, men Bluetooth overfører maksimalt med en hastighed på 1 Mbit/s. I de mest udbredte versioner af Bluetooth kan højst otte Bluetooth-enheder kommunikere med hinanden, og det forudsætter, at en af dem bliver udnævnt til såkaldt master, så den kan fungere som mellemled og styre sessionerne.
Folkene bag den nye standard regner dog med, at Bluetooth og 802.15.3 kommer til at sameksistere.
- Bluetooth er udviklet til at etablere forbindelser mellem en mobiltelefon og et hovedsæt eller fra en PDA, der skal synkroniseres med en pc. Denne type opgaver vil Bluetooth stadig være fremragende til. Derimod manglede der en teknologi til at "streame" multimedie-applikationer mellem enheder uden behov for et opkoblingspunkt, siger Robert Heile, der er formand for arbejdsgruppen for 802.15.3 under IEEE.
Ligesom Bluetooth kommer den nye trådløse teknologi til at arbejde med profiler til forskellige typer enheder og anvendelser.
- Typisk vil der være behov for at afkode og pakke de forskellige typer multimediedata ud, siger Robert Heile.
Selv om den nye teknologi overfører betydeligt større mængder data end de nuværende teknologier, regner arbejdsgruppen med, at det kan ske, uden at strømforbruget stiger markant, og dermed uden at batterilevetiden nedsættes væsentligt. Dette opnås ved at inkludere teknologi, der sætter enhederne på stand-by i samme øjeblik, de holder op med at sende.
Garanteret båndbredde
Ud over at have hurtigere overførselshastighed og at kunne håndtere flere enheder giver 802.15.3 mulighed for at indføre såkaldt Quality of Service (QoS), og dermed garantere en overførsel en bestemt båndbredde. Ligesom de nuværende mobilnet splitter 802.15.3 datastrømmen op i stykker på brøkdele af sekunder ved sen såkaldte TDMA-teknologi (Time Division Multiple Access), for at holde datastrømmene til de enkelte enheder adskilt.
Desuden kan den nye standard benytte krypteringsstandarden AES 128 (Advanced Encryption Standard). Dermed undgår den nye standard umiddelbart de sikkerhedsproblemer, der har været på trådløse lokalnet.
På trods af, at 802.15.3 således har en række ekstra faciliteter i forhold til Bluetooth, ventes teknologien ikke at komme til at fylde mere.
- De første løsninger vil komme til at ligge på to chip, men i løbet af et års tid regner vi med at have samlet funktionerne på en chip, siger Richard Heile.
Elektronikselskaber på spring
Det er i første omgang elektronikproducenter, som ønsker at kunne overføre større mængder af data til multimedieapplikationer, der er interesserede i den nye standard. En håndfuld af disse selskaber er gået sammen i interesse-organisationen WiMedia Alliance, der skal fremme udviklingen af den nye teknologi. Her er Eastman Kodak, Hewlett-Packard (HP), Motorola, Philips, Samsung og Sharp blandt de stiftende medlemmer. Derimod har Cisco ikke annonceret interesse i 802.15.3 eller forventninger om at levere produkter til teknologien.
En række af selskaberne bag WiMedia Alliance er også aktive i bestræbelserne på at stable en trådløs udgave af Firewire-teknologien, der er standardiseret som IEEE 1394, på benene. Lykkes det at lave en "Firewireless" version af denne teknologi til 802.15.3, vil man stå med en hurtig, trådløs metode til at hente data ned på for eksempel hukommelsesenheder.
Når der fokuseres på Firewire-teknologierne til disse opgaver, skyldes det, at disse kan nedfældes i chip og hardware. De konkurrerende USB-teknologier vil typisk skulle bruge drivere. Producenterne ønsker, at de fremtidige trådløse hukommelsesenheder er klar til brug, og at brugerne ikke skal bøvle med at hente drivere.
De første 802.15.3-produkter ventes at komme på markedet i slutningen af næste år - formodentlig i form af radioenheder, der kobles i digitalkameraer eller bærbare musikafspillere for at overføre data til en pc.
Boks:
Ultra-bredbånd
For at øge forvirringen yderligere, er der ved at blive udviklet en standard med betegnelsen 802.15.3a, der afviger fra 802.15.3 på afgørende vis. 802.15.3a skal tilvejebringe det, der kaldes ultrawideband, med over 100 Mbit/s mellem enheder. Denne kommende teknologi skal efter planerne stå i nogenlunde samme forhold til 802.15.3, som de to standarder for trådløse lokalnet 802.11a og 802.11b har til hinanden. Disse to teknologier har mange fælles grundtræk, men de sender ved forskellige hastigheder på forskellige frekvenser.
Ultra-bredbånd efter den kommende 802.15.3a-standard ventes at være færdig om to til tre år. I denne tidlige fase konkurrerer to forslag til, hvilken grundteknologi der skal benyttes til den kommende standard. Bag det, der har størst tilslutning i øjeblikket, står Texas Instruments og Intel, mens XtremeSpectrum og Motorola har et alternativt bud.
jta
Billedtekst:
Den nye standard for trådløst bredbånd over korte afstande vil i første omgang blive anvendt til dataoverførsler til elektronik-produkter som digitalkameraer og bærbare musikafspillere.