Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den IT-Branchen d. 4. februar 2002.
Denne gang vil flere virksomheder lægge deres hjemme-pc-køb hos os, mener pc-detailkæderne.
Tre store IT-detailkæder ser lyst på mulighederne for at sælge mere som følge af den fremtidige hjemme-pc-ordning.
Hos Experts forretning i Glostrup tror butikschef Claus Elkjær, at en række små virksomheder vil indtage forretningen.
- Vi forventer at femdoble salget som følge af pc-ordningen. Vi er faktisk ved at lave hele butikken om, så den bliver gearet til et øget pc-salg, siger han og tilføjer, at mange kunder allerede snuser til mulighederne nu.
Hele ni ud af ti af de interesserede kunder i Glostrup-butikken er ifølge Claus Elkjær interesserede i en multimedie-pc til over 15.000 kroner.
Spørger man lidt højere i hierakiet hos Elgiganten, er svaret også posititiv, men lidt mere afdæmpet.
- Jeg tror, vi vil sælge mere, og at detailbranchen får mere ud af ordningen nu. Flere og flere erhverskunder handler jo hos os. Men vi afventer fortsat, hvad der vil ske, lyder det fra Elgigantens salgschef Alex Bessermann.
ComputerCitys øverste chef i Danmark, Bertil Viker, glæder sig også over forslaget til den ny hjemme-pc-ordning.
- Flere mindre virksomheder vil komme på banen, for ordningen er enklere at administrere end den tidligere. Og det vil blive positivt for detailhandelen, forudser han. Bertil Viker har dog stadig begge fødder på jorden:
- Men de større virksomheder vil nok stadig benytte de store B2B forhandlere, som er mere gearet til erhverv, lyder det.