Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 4. december 2001.
Autodesk vil selv videreudvikle 3D-motoren i sine cad-systemer. Den ny 3D-kerne baseres på Acis 7.0.
Shape Manager er navnet på den geometri-motor, Autodesk vil basere sine fremtidige cad-systemer på.
Kernen skal danne basis for især 3D solid modeling-systemet Inventor, men også andre af Autodesks cad-systemer.
Shape Manager er baseret på den splinternye version 7.0 af Acis-kernen fra firmaet Spatial, der ejes af konkurrenten Dassault Systemes.
Acis-kernen anvendes i en række geometri-baserede tekniske IT-systemer, men Spatials suverænt største kunde har hidtil været Autodesk.
Autodesk har stablet en stor udviklingsafdeling på benene, der skal tage sig af at udvikle Shape Manager.
Skilsmisse
Udviklingen af den nye Autodesk-kerne betyder en skilsmisse fra Spatial efter mange års samarbejde. Shape Manager bliver kompatibel med Acis op til version 7.0, men ikke med senere versioner.
Dassault Systemes benytter i dag ikke selv Acis-kernen i sine cad-systemer. For eksempel bygger 3D-systemet SolidWorks fra Dassault, der konkurrerer med Autodesks Inventor, på Parasolid-kernen fra en tredje konkurrent, EDS PLM.
Autodesk siger, at beslutningen om selv at gå ind i udviklingen af en 3D-kerne skyldes et ønske om, hurtigere at kunne udvikle mere avancerede 3D cad-systemer.
- Det er vores mål at sætte kunder i stand til at konstruere mere komplekse dele og samtidig levere hurtigere og mere stabile systemer, siger Robert Kross, der er chef for mekanisk cad hos Autodesk.
Læs også kommentaren side 4
Billedtekst. Robert Kross, Autodesk: - Det giver os en fordel i markedet fremfor de andre leverandører, at vi selv styrer udviklingen af vores kerneteknologi.