Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den IT-Branchen d. 3. december 2001.
Billedtekst: - På bare tre måneder henvendte 60 personer sig til os uopfordret for at få job. I dag er vi 85, fortæller salgsdirektør Peter Møller, PCB Systems. Han selv forlod Systemforum i 1999 og blev kort efter hentet til PCB Systems af de nye ejere.
Foto: Torben Klint
Hårdt arbejde og professionel styring fra nye ejere har fået PCB Systems på kurs igen.
IT-forhandleren PCB-Systems bor i en pæn og praktisk, men ikke alt for prangende bygning gemt på en mindre sidevej i Ballerup. Den bolig passer helt fint til det image, firmaet gerne vil have
- Vi har det bedst med at leve stille, siger direktør Peter Møller. Ikke fordi PCB Systems ikke vil fortælle kunderne om sine evner. Men fordi, der ikke er grund til at udstille sig selv for meget, mener han. På den anden side er de seneste resultater heller ikke noget at være flov over.
Firmaet har på linie med en række andre forhandlere i IT-Branchen skiftet fokus fra hardwaresalg til løsningssalg. Og på bare to år er skuden vendt fra et minus på 13 millioner (resultat før skat) til et minus på omkring en million kroner.
Omsætningen er samtidig fordoblet fra 70 millioner kroner til over 140 millioner i regnskabsåret 2000/2001. Totrediedele af indtjeningen udgøres ifølge Peter Møller af konsulentydelser, som firmaet sælger i konkurrence med de store traditionelle konsulenthuse. Han siger, at PCB Systems har oplevet en pæn tilgang af kunder, der vil have serviceydelser.
Skift lokkede 60 til
Firmaet, der tidligere hed PC Brokers, har ellers været helt nede at vende. I 1998 gik firmaet betalingsstandsning. Her blev der luget ud i forretningen, og de sunde dele af virksomheden blev ført videre under navnet PCB Systems i 1999.
Dette lokkede nye ejere til, herunder Lønmodtagernes Dyrtidsfond, Global Finans, Syntax Gruppen og finansmanden Sam Baroudy.
Firmaet rejste sig snart igen fra askerne. De 23 mand fra PC Brokers forsvandt, men blev snart erstatttet.
- På bare tre måneder henvendte 60 personer sig til os uopfordret for at få job. I dag er vi 85, fortæller Peter Møller. Han selv forlod Systemforum i 1999 og blev kort efter hentet til firmaet af PCB Systems nye ejere.
Fokus på fokus
I dag sælger firmaet løsninger, der blandt andet dækker økonomi, logistik, distribution, klientstyring, brugeruddannelse og CRM med udgangspunkt i Navision og med fokus på fire brancher: Detail, organisationer, rådgivere og handelsvirksomheder. Firmaet tilpasser løsningerne konkret til kunden, men går ikke ind i decideret udviklingsarbejde fra bunden. Alt er naturligvis internetvenligt og PCB Systems har investeret i kostbart hosting -og ASP udstyr. Disse investeringer er udelukkende finansieret over driften, oplyser Møller.
- Vi baserer vores forretning på de gamle købmandsdyder. Vi lægger treårsplaner, og kører butikken meget stramt omkostningsmæssigt. Og så arbejder vores dygtige ansatte hårdt, ikke lange arbejdstider men hårdt, siger Peter Møller om baggrunden for forretningens come-back.