Det er efterhånden svært at finde en pc-producent, som blot ønsker at sælge beige bokse til forbrugerne.
I stedet er sort og sølv de populære farver. Samtidig skifter ikke mindst bærbar-producenterne design oftere, end de skifter indmaden i maskinerne ud.
Den linje er HP helt med på. Onsdag præsenterede de således efterårets kollektion af nye bærbare og nye modeller.
Her slog HP endnu en gang fast, at deres undersøgelser viser, at køberne vil have mere end et produkt. Det skal også se godt ud. Fashtronica kalder HP kombinationen af fashion og elektronik, og det slår særligt igennem i de bærbare.
Erhvervspc med stil
Mændene i jakkesæt og slips skal dog ikke snydes for lidt mode. HP introducerede derfor EliteBook-serien med modellerne 8530w og 6930p.
En EliteBook er en erhvervs-pc, der har fået et pift på design-delen, og derfor er den bærbare pakket ind i magnesium og et børstet aluminiumslook. HP vil dog have EliteBooks til at kunne mere end blot at se godt ud.
Modellerne har derfor bedre hængsler, touch-knapper, høj modstandsdygtighed mod vibrationer, fugtighed, støv, højde, høje og lave temperaturer - for at blive det, som HP kalder "business rugged".
Resten af HP's nye businesslinje består af modellerne HP 6930p, 6530b, 6730b, 6735b, 6730s, 6735,s 6830s. Fælles er, at b-modellerne er med sølv og s er med sort finish.
Mini-bærbar 2133 på officielt besøg i Danmark
HP nævnte selv den lille, spændende HP 2133 bærbare computer som en business-bærbar på trods af den (forhåbentligt) lave pris.
Udover det var der desværre ikke andet nyt, end at HP 2133 først lanceres i Norge til august og måske derefter i Danmark. Uofficielt gættes der på en pris mellem 4.000 og 5.000 kroner. Du kan læse mere om den lille 8,9 tommer bærbare HP 2133 i vores anmeldelse.
Billige og ternede bærbare til private
På privatsiden genopliver HP Compaq Presario-mærket i den billige ende af markedet. Her er der tale om priser, som starter på 3.999 kroner. Derudover er fornyelsen, udover indmaden, primært designmæssigt.
Hvor der før har været et diskret mønster på HP's bærbare, er der nu et svagt trådnet lagt ned i farverne. Skærmen har desuden fået en flade skærmglas på hele skærmens overflade - til gavn for farverne, men til irritation for alle som ønsker at bruge sin pc i sollys.
Nyt er også tilføjelsen af en kombineret USB og E-sata port, som dermed både kan fungere som den fjerde USB-port, men også som tilslutning for den nye hurtige standard for eksterne harddiske. Det er en god fornyelse, for superbrugere af bærbare kan hurtigt fylde de sølle tre normale USB-porte ud.
Hemmelig platform frit fremme
Både på erhvervs- og privatmaskinerne var der i øvrigt tale om maskiner bygget på Intels kommende processor og bundkort-kombination kaldet Montevina. Hverken vi eller HP må endnu løfte sløret for, hvad det betyder, men du kan læse hovedtrækkene fra Montevina lanceringen i Shanghai i vores reportage her.
Udover de mange bærbare computere har HP også nye (flad)skærme på vej. Den populære 22 tommer monitor W2207H (se vores test her) afløses til august af w2228h, som byder på tre millisekunders opdatering, DVI-D samt HDMI. Desuden introduceres lillebroren W2216 på 21,6 tommer til juli. Samtidig suppleres udvalget af W2448hc på 24 tommer med webcam og bedre højtalere.
Som en sidste ting viste HP sin 22 tommer berøringsfølsomme TouchSmart-pc frem. En smart, selvkørende, men dyr og flad pc til køkkenet eller stuen. Du kan se vores video fra præsentationen af computeren i Berlin her. HP regner med en pris på mellem 11.000 og 13.000 kroner, når TouchSmart lander i Danmark i oktober 2008.