Mukesh Ambanis Reliance Industries, Indiens mest værdifulde selskab, planlægger at opføre verdens største datacenter i den indiske by Jamnagar.
Med en kapacitet på tre gigawatt vil anlægget overgå Microsofts 600-megawatt datacenter i Virginia, der i dag er verdens største, rapporterer Bloomberg.
Vil drive datacentret med vedvarende energi
Projektet forventes at koste mellem 20 og 30 milliarder dollar og skal imødekomme den eksplosive efterspørgsel efter AI-infrastruktur.
Ifølge mediet er det planen, at Mukesh Ambani vil drive datacentret med vedvarende energi fra et nærliggende energikompleks, der kombinerer sol, vind og hydrogenkraft.
Reliance samarbejder allerede med Nvidia om at udvikle AI-infrastruktur i Indien og vil benytte Nvidia-chips i det nye datacenter.
Partnerskabet blev annonceret i oktober og er en del af Reliance’ ambition om at etablere Indien som en global spiller inden for AI-teknologi.
Har tidligere tiltrukket store investeringer
Mukesh Ambani har tidligere vist evnen til at tiltrække massiv kapital.
I 2020 sikrede Reliance mere end 25 milliarder dollar fra investorer som Meta, Google, Silver Lake og KKR for at finansiere væksten i selskabets detail- og telekommunikationsdivisioner, der nu dominerer det indiske marked.
Planerne for Jamnagar-datacentret kommer i kølvandet på den nylige annoncering af Stargate-projektet i USA, hvor OpenAI, SoftBank og Oracle har forpligtet sig til at investere op mod 500 milliarder dollar i AI-infrastruktur.