Dankortet behøver ikke blive rødglødende, hvis du vil anskaffe dig en bunke programmer til dvd-brænding, foto- og videoredigering.
For nettet er fyldt med open source alternativer til dyre købeprogrammer.
Derfor har websiden Osalt.com specialiseret sig i at samle de bedste open source programmer på nettet.
På siden er det muligt at slå kommercielle programmer op og finde open source alternativer til dem.
Hvis du eksempelvis søger på det professionelle videoredigeringsprogram Final Cut Pro 5, foreslår websiden en håndfuld open source programmer, som er værd at kigge nærmere på, blandt andet Avidemux.
Det er i øvrigt det mest populære open souce program på Osalt.com. Avidemux har dog langt fra de samme videoredigeringsmuligheder, som det professionelle program tilbyder, til gengæld behøver du heller ikke betale en krone.
Websiden er på engelsk, men det er danskeren Anders Ingeman Rasmussen, som står bag. Han oprettede Osalt.com for lidt over et år siden efter selv at have surfet nettet tyndt efter open source programmer:
- Jeg forsøger at vælge de mest brugervenlige programmer ud, som ikke kræver den store tekniske snilde at gå i gang med, for ellers står mange af, forklarer Anders Ingeman Rasmussen til PC World.
Han har links til over 400 programmer – både kommercielle og open source – på sin webside. De fleste programmer er til Windows.
En af fordelene ved et open source program er, at du kan få et kig i kulissen og se kildekoderne, og ofte er der et netværk af dedikerede mennesker bag, som er villige til at hjælpe, hvis du har problemer eller spørgsmål til programmet.
Du kan finde massevis af open source programmer her hos Osalt.com.