Mange timers arbejde foran computeren med musen i hånden kan resultere i en såkaldt musearm, der brokker sig og gør ondt.
Nu er Microsoft klar med en ergonomisk designet mus, der skal forhindre at håndledet vrider sig i smerte over dårlige arbejdsstillinger. Natural Wireless Laser Mouse 6000 er det lange navn på musen, der er formet med inspiration fra en baseball.
Det skal ifølge Microsoft være med til at skabe en bedre ergonomi, og den runde form gør, at pegefingeren får lov at slappe mere af end med en almindelig mus.
Samtidig skulle håndledet ikke blive vredet ligeså meget ved brug af Natural Wireless Laser Mouse 6000.
Takket være formen er musen højere end almindelige mus, og den kræver nok lidt tilvænning. Musen har fem programmerbare knapper.
Prisen bliver 549 kroner, når Natural Wireless Laser Mouse 6000 kommer ud i butikkerne den 18. januar 2007.