Usb-stik, MP3-afspillere og mobiltelefoner, der kan indeholde store mængder data, er blevet en trussel for mange virksomheder, der frygter, at medarbejderne stjæler forretningshemmeligheder med hjælp fra de elektroniske dimser.
I Australien har mindst et firma taget drastiske skridt for at forhindre et eventuelt tyveri af vigtige data: usb-portene på medarbejdernes computere bliver simpelthen limet til med superlim.
Så er det ikke længere muligt at tilslutte usb-stik eller andre mobile enheder, der kan transportere store mængder data.
Ifølge The Australian Financial Review har flere virksomheder i Australien allerede forbudt deres medarbejdere at tilslutte usb-stik, MP3-afspillere og mobiltelefoner til arbejdscomputeren, men superlim er altså den ultimative løsning, hvis medarbejderne ikke vil følge reglerne.
Tyveri af fortrolige informationer koster hvert år australske virksomheder adskillige millioner kroner, skriver Theage.com.au.