Ældre fravælger Dankortet
Mens 85 procent af alle 40-50-årige anvender de mest almindelige hævekort som for eksempel Dankortet i hverdagen, så fravælger de ældre hævekort i stor stil, viser en analyse foretaget for Finansrådet. Hver anden dansker over 60 år har slet ikke noget Visa/Dankort, men sværger fortsat til kontanter. Det vækker bekymring hos Ældre Sagen, fordi de ældre derved gør sig selv sårbare. Ifølge analysen begrunder de ældre deres valg af kontanter med, at de er nervøse for misbrug, samt at pinkoden kan være svær at huske. Dankortet kan i dag anvendes i 96.000 butikker. (Børsen)
Betalt parkering over mobiltelefonen
Københavns Parkering tilbyder sammen med den norske virksomhed Easy Park, at københavnske bilister kan betale for parkeringen over mobiltelefonen. Ordningen er et forsøg på at undgå, at bilisterne, hver gang de skal parkere, må til at fiske mønter op af bukselommen. Fordelen ved det nye system er også, at bilisten får en SMS-besked i god tid, inden parkeringsafgiften udløber. Samtidig kan parkeringstiden forlænges via telefonen, uden at man behøver at gå tilbage til bilen. (Politiken)
TDC bryder markedsføringsloven
Forbrugerstyrelsen anklager nu TDC for at bryde god markedsføringsskik. Det sker, efter at det er kommet frem, at telekoncernen i løbet af de næste uger sender regninger ud til jyske virksomheder for at blive optaget i et nyt erhvervskartotek. Der er bare lige den hage ved sagen, at virksomhederne slet ikke har bedt om at blive tilmeldt kartoteket. Virksomhederne modtager sammen med regningen en trykt fagbog samt den annoncetekst, som de ikke har bedt om. Ifølge TDC kan virksomheden bare lade være med at betale regningen på 1060 kroner, men den form for markedsføring er ikke lovlig, mener Forbrugerstyrelsen. (Morgenavisen Jyllands-Posten)
Computerspil politianmeldt
Et ultravoldeligt computerspil med navnet Grand Theft Auto 3, som distribueres i Skandinavien af det danske firma KE Media, er blevet meldt til politiet i Norge. Anmeldelsen kommer efter, at det norske forbrugerråd på anmodning af landets børne- og familieminister har fået sin juridiske afdeling til at vurdere det amerikansk fremstillede spil. Anmeldelsen har nu fået den danske distributør til at fremstille en label til spillet, der på de skandinaviske sprog og på engelsk går opmærksom på, at spillet ikke er egnet til børn og unge under 18 år. Grand Theft Auto 3 går ud på at stjæle biler, køre ræs og myrde rivaliserende gangstere og uskyldige civile. (Berlingske Tidende)