Det Nasdaq-noterede danske IT-sikkerhedsfirma EuroTrust, der indtil for få dage siden hed Euro909.com, har indledt et samarbejde med amerikanske CSC Danmark, oplyser parterne i en pressemeddelelse onsdag.
Ifølge meddelelsen handler samarbejdet om udbud af digitale signaturer og servicecertifikater baseret på teknologi fra VeriSign. Dermed bliver CSC den første af de store systemintegratorer i Danmark, der kan tilbyde et internationalt certifikat.
Store forventninger
Såvel CSC som EuroTrust forventer, at det nye samarbejde vil give dem en stærk position indenfor digitale signaturer og certifikater på et europæisk marked, der er i stærk vækst på det område.
- Jeg er overbevist om, at kravet om sikker kommunikation i danske og udenlandske virksomheder samt den offentlige sektor de næste fem år vil være det mest presserende punkt på IT-fronten, siger administrerende direktør i EuroTrust, Brian Mertz Pedersen.
EuroTrust har status af europæisk partner hos den amerikanske sikkerhedskoncern VeriSign, der i juni måned gik ind med en solid kapitalindsprøjtning på 300 millioner kroner til det danske selskab, som VeriSign ejer 18 procent af.
Det tidligere Euro909.com er i gang med en større omstillingsproces, der indebærer at IT-sikkerheden fremover skal have højeste prioritet i koncernen. EuroTrust ejer en række datterselskaber og har blandt andet aktier i medieselskabet Euro Media med tv-stationen TV4. For ganske nylig overtog koncernen en række aktiviteter fra det tidligere Brandts-selskab Enovasion.