Corel Painter IX er ikke beregnet til at redigere eksisterende billeder. Programmet er et illustrations og tegneværktøj til dem, der har brug for at bygge håndtegninger op fra bunden.
Dette understreges af programmets brede vifte af kunstværktøjer, eksempelvis pensler til oliemaling og vandfarve, der er designet til at efterligne den ægte vare på computeren.
Det er ganske imponerende, hvad programmet kan efterligne. Påfører man vandfarve på sin tegning, vil underliggende streger flyde lidt ud, som det et er tilfældet på almindeligt akvarelpapir, og i modsætning til tidligere versioner holder vandfarverne sig våde, selv om man lukker dokumentet – dermed kan man arbejde videre med sin akvarel over længere tid.
Painter er således et meget kraftfuldt male og illustrationsværktøj, som giver brugeren en ægte oplevelse af at være kunstner.
Den første nyhed, man møder i programmet, er velkomstskærmen, der dukker frem, når programmet åbnes. Herfra kan man åbne sine tidligere dokumenter, læse manualen eller ændre på opsætningen af sine værktøjer.
På værktøjssiden er de vigtigste nyheder Snap To Path, hvor penselstrøg kan føres præcist langs en linje, Quick Clone, der gør det let at skabe forskellige kunstneriske versioner af et billede samt Tracker, der minder om History paletten i Photoshop.
Den største forbedring i forhold til version 8 er dog, at hastigheden er blevet forbedret markant. Det betyder i praksis, at tegning afvikles i real time med næsten alle pensler, og man skal således ikke vente på resultatet.
Man kan følge stregen på skærmen samtidig med håndens bevægelse. For at programmet virker optimalt, er det dog stadig nødvendigt med en meget kraftig computer.
Painter kræver, at man bruger en musepen, hvis man skal have det optimale ud af produktet.
Vi testede programmet med en Wacom Graphire3 Studio, der kvalitetsmæssigt ikke yder programmet den fulde retfærdighed. Hvis man har til hensigt at købe Painter IX, så husk at sætte penge af i budgettet til et godt arbejdsredskab.