Artikel top billede

(Foto: Dropbox/PR)

Dropbox fyrer hver femte medarbejder: CEO'en peger på de ansattes egne kommentarer om virksomheden

Cloud-selskabet siger farvel til over 500 medarbejdere. Det skyldes nedgang i forretningen, men også de ansattes egne kommentarer om selskabet. ”Vi har hørt fra mange af jer, at vores organisationsstruktur er blevet alt for kompleks” meddeler CEO’en.

Virksomheden Dropbox, som er en cloudservice inden for digital lagerplads, fyrer 20 procent af de ansatte.

Det betyder, at 528 ansatte skal afskediges.

Det fremgår af en meddelelse fra Dropbox’ medstifter CEO, Drew Houston, til den ansatte.

”Hej alle sammen. Jeg skriver for at fortælle jer alle, at vi efter nøje overvejelse har besluttet at reducere vores globale arbejdsstyrke med cirka 20 procent eller 528 Dropboxere,” skriver han i starten af meddelelsen og fortsætter:

”Som administrerende direktør tager jeg det fulde ansvar for denne beslutning og de omstændigheder, der førte til den, og jeg er virkelig ked af dem, der er påvirket af denne ændring.”

Han beskriver, at han har taget beslutningen, fordi virksomheden er i en ”overgangsperiode”.

”Vores FSS-forretning (file, sync and share, red.) er modnet, og vi har arbejdet på at opbygge vores næste vækstfase med produkter som Dash. Det er imidlertid ikke længere holdbart at navigere i denne overgang og samtidig bevare vores nuværende struktur og investeringsniveauer.”

Selvom visse dele vokser, går det skidt for kerneforretningen, skriver topchefen, men han understreger også, at det sker efter mange ansattes kommentarer om virksomhedsstrukturen.

”Vi oplever fortsat aftagende efterspørgsel og makromodvind i vores kerneforretning. Men ydre faktorer er kun en del af historien. Vi har hørt fra mange af jer, at vores organisationsstruktur er blevet alt for kompleks, hvor overskydende ledelseslag bremser os,” skriver han.

Han understreger, at han er stolt af virksomhedens fremskridt, men fortæller, at Dropbox ikke leverer på et tilstrækkeligt niveau.

”Så vi foretager flere betydelige nedskæringer på områder, hvor vi overinvesterede eller underpræsterer, mens vi designer en fladere, mere effektiv teamstruktur generelt,” skriver han.

Han er dog fortsat håbefuld for virksomhedens fremtid, og beskriver, at dette skridt skal styrke forretningen fremadrettet.

”De skridt, vi tager i dag, er nødvendige for både at styrke vores kerneprodukt og accelerere væksten af ​​vores nye produkter. Vi deler mere om vores 2025-strategi i de kommende dage,” skriver Houston.

Afslutningsvis skriver han, at alle fyrede ansatte i USA vil modtage 16 ugers løn med en ekstra uges løn for hvert afsluttet ansættelsesår hos Dropbox. Internationalt vil fratrædelsen afhænge af hvert enkelt lands praksis.

Alle berørte medarbejdere vil modtage deres egenkapitaloptjening i fjerde kvartal. Dem på firmabonusplanen vil være berettiget til at modtage et forholdsmæssigt engangsbeløb, der svarer til deres 2024-bonusmål baseret på virksomhedens præstationsprognoser og tilpasset deres niveau. Dropbox vil derudover udbetale kvalificerede resterende nuværende og godkendte kommende betalte orlov, inklusive læge- eller familieorlov.

Læs CEO’ens brev her.