Tele Danmark tog i dag et stort skridt i retning mod at blive en mere international koncern. Bestyrelsen godkendte en markant ændring af organisationen, der får betydning for samtlige 18.000 Tele Danmark-ansatte.
Den nuværende organisation bliver den 1. oktober opdelt i seks selvstændige enheder med opgaver inden for Kommunikationsløsninger, Mobil, Internet og Kabel TV samt Services, der som udgangspunkt kun skal operere internt i koncernen.
Efter generalforsamlingen i april næste år bliver selskaberne stiftet som selvstændige juridiske enheder med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2001. Om der bliver tale om børsnotering af de enkelte selskaber, vil administrerende direktør Henning Dyremose ikke afvise.
- Jeg kunne ikke drømme om at afvise børsnotering, Men der er ikke aktuelle planer lige nu. Når eller hvis tiden er rigtig, kan der blive tale om børsnotering af et eller flere selskaber, sagde han på et pressemøde onsdag.
Gearet til vækst
Motivet for at splitte selskabet op er ifølge Henning Dyremose, at det ikke længere er korrekt at skelne mellem dansk og udenlandsk salg.
- For nogle år siden lå to procent af vores omsætning i udlandet. Nu taler vi om 48 procent, sagde han og fremhævede muligheden for at ophæve adskillelsen mellem nationale og internationale enheder. For eksempel har selskabet, der skal beskæftige sig med mobiltelefoni i princippet hele verden som marked.
- Markedet byder på dramatiske ændringer i fremtiden, sagde Henning Dyremose og fremhævede, at opsplitningen ruster Tele Danmark bedre til fremtidig vækst. Netop vækst, fokus, koordination og forbedret effektivitet er nøgleordene for de nye selskaber.
Dyremose prøvede igen at aflive vedholdende rygter om, at Tele Danmarks amerikanske ejer, SBC Communications, har planer om at sælge Tele Danmark-aktierne.
- SBC har en klar strategi om at være førende globalt, og selskabet er den største ikke-europæiske operatør i Europa, sagde han.
Selvbærende enheder
Idéen til opsplitningen blev ifølge Henning Dyremose fostret på en intern strategikonference den 13. februar. Næste skridt tages den 1. oktober, hvor Tele Danmark begynder at betragte forretningsområderne ud fra den nye plan. I begyndelsen af næste år vil selskaberne fremlægge strategier for, hvordan de vil markedsføre sig.
De nye selskaber bliver ifølge Dyremose så selvbærende, ?som de overhovedet kan være?. Praktiske forhold som regnskabsfunktion, indkøb, logistik, IT, bogføring og lønservice tager Tele Danmark Services sig dog af på tværs af de selvstændige selskaber.
Henning Dyremose lægger op til, at de nye selskaber skal foretage markante opkøb i udlandet.
- Vi har potentiale til kontante opkøb i størrelsesordenen 15 til 20 milliarder kroner, uden at vi skal ud og tale med vores aktionærer, vurderede Dyremose på pressemødet og tilføjede, at han vil blive skuffet, hvis der ikke snart bliver købt virksomheder til de nye enheder Mobil og Internet.
De 15 til 20 milliarder kroner behøver ikke nødvendigvis at angive størrelsen på opkøbene, da der også er mulighed for at betale med aktier eller indgå partnerskaber ved at bytte med aktier, forklarede Dyremose.
Nye direktører
Peder Ø. Andreasen bliver administrerende direktør for Kommunikationsløsninger, Henning Vest bliver administrerende direktør for Mobil, Lars Torpe Christoffersen bliver administrerende direktør for Internet, Niels Breining fortsætter som administrerende direktør for Kabel-TV, og Keld Holland fortsætter som administrerende direktør for Forlag. Hans A. Kovsted bliver administrerende direktør for Tele Danmark Services.
Peder Ø. Andreasen, administrerende direktør for Kommunikationsløsninger, vil fremover være medlem af Tele
Danmarks direktion. Bestyrelsen har desuden udpeget James N. Wilson som koncerndirektør og medlem af direktionen med ansvar for forretningsudvikling. James N. Wilson er nuværende direktør med ansvar for SBC´s internationale forretninger i Brasilien. Samtidig forlader Daniel Ray Mace, koncerndirektør med ansvar for særlige forretninger, Tele Danmark.