Artikel top billede

Danske teleselskaber får grønt lys til særlig sms-firewall: Skal bekæmpe bjerget af svindel

Nyt tiltag skal forsøge at forhindre den eksploderende mængde af forsøg på svindel via sms. ”Hovedfokus her handler om at forhindre økonomisk kriminalitet," lyder det fra erhvervsminister Morten Bødskov (S)

Spoofing, smishing og vishing.

Kært barn har mange navne, men det er alle tre forskellige metoder, som kriminelle bruger til at svindle i den digitale verden.

Et så stort problem, at regeringen nu har givet teleselskaberne lov til at analysere indholdet af alle sms’er i en slags firewall.

Ifølge digitaliseringsminister Caroline Stage (M) og erhvervsminister Morten Bødskov (S) har regeringen brugt det sidste år på at undersøge, om løsningen er lovlig, skriver Politiken.

Sidste år modtog politiet 35.000 anmeldelser om it-kriminalitet, som er en stigning på 30 procent.

Og på samme tid smed politiet 45.000 sager om it-kriminalitet i henlæggelseskassen, hvor de aldrig bliver opklaret.

Ikke på kant med loven alligevel

Ifølge Caroline Stage (M) er den store firewall-løsning inspireret af Finland, hvor man i perioder har kunne fjerne op mod 95 procent af forsøgene på svindel med sms og telefon.

Lovligheden skal eftersigende være indenfor skiven. Men det har taget lang tid at finde ud af, fordi løsningen er på kant med EU’s direktiver om privatliv og straffelovens paragraf om brevhemmelighed.

”Hovedfokus her handler om at forhindre økonomisk kriminalitet. Det handler ikke om, at teleselskaberne skal have adgang til nye data til at målrette reklamer over for kunderne. De får ikke adgang til at læse folks beskeder,” siger han til Politiken.

Løsningen kommer kun til at screene indholdet af sms’er, men gemmer eller logger hverken dataen, påpeger telebranchen. Hvordan man har tænkt sig at analysere sig frem til, hvorvidt indholdet kommer fra en svindler uden at gemme eller sammenligne dataen, fremgår ikke.

Det nye system vil kunne træde i kraft inden for en til to måneder.