Indhold
De seneste dage har vi skrevet en del om spændende nye produkter, der vil blive vist frem på Consumer Electronics Show i Las Vegas i begyndelsen af januar. Og nu er vi faldet over endnu et.
Denne gang er det en brændselscelle fra Medis Technologies, som er i stand til at lade MP3-afspillere og mobiltelefoner op.
Det eneste, det kræver, er et særligt kabel, som kan forbinde brændselscellen med ens gadgets.
Ifølge firmaet kan et dødt batteri på mobiltelefonen lades op adskillige gange med brændselscellen, der også selv kan fungere som batteri til telefonen. I så fald vil det holde til en taletid på omkring 20 timer.
Selve brændselscellen måler 8 x 5 x 3,5 centimeter, og kablet skal skiftes ud alt afhængig af, hvilken gadget som skal have strøm.
Medis Technologies' nye brændselscelle vil kunne oplade mobiltelefoner, digitalkameraer, PDA?er, MP3-afspillere og håndholdt konsoller som PlayStation Portable og Nintendo DS.
Det er planen, at brændselscellen kommer på gaden i USA efter sommerferien i et begrænset antal butikker. I 2007 vil Medis Technologies for alvor sætte gang i masseproduktionen og satse på en større lancering af produktet.
Med brændselscellen fra Medis Technology får PDA'en genopladet sit batteri. |