Indhold
Det skal ikke være kedeligt at køre i en Nissan. Det mener bilproducenten, der nu forøger underholdningsværdien på køreturen ved at udstyre en af sine nye biler med en indbygget Xbox 360.
Det drejer sig om konceptbilen "Urge" ? ikke at forveksle med den nye musikbutik fra MTV og Microsoft ? som vil blive vist frem for offentligheden for første gang under North American International Auto Show, der afholdes i Detroit i januar.
Bilen er en rap sportsvogn, og kabinen minder lidt om et cockpit.
I passagersiden er der blevet plads til konsollen, der er integreret i instrumentbrættet, så der skal nok blive kamp om siddepladserne, når man skal på langfart.
I øjeblikket findes der kun et tegnet udkast af bilen, der nok vil få ivrige gamere til at overveje, om der skal ringes til bankrådgiveren.
Det er ikke kun Nissan, der har fundet på idéen om at fylde bilen med elektronisk underholdning. De seneste år har flere biler blandt andet fået videoskærme monteret på nakkestøtterne, så ungerne på bagsædet kan underholdes med dvd-film på lange bilture.
Spil på farten får en ny betydning, efter Nissan har integreret en Xbox 360 i en ny sportsvogn. |