Indhold
I forbindelse med den enorme spilmesse E3, der finder sted i Los Angeles, har Sony løftet sløret for spilkonsollen Playstation 3 (PS3). Konsollen kommer først på markedet om et års tid, men så vil den også give baghjul til Microsofts Xbox 360 - i hvert fald påstår Sony, at PS3 er dobbelt så kraftig som Xbox 360.
PS3 vil kunne fås i tre farver, nemlig sort, hvid og grå. Den vil være bagudkompatibel, så man stadig kan bruge sine gamle Playstation-spil.
Konsollen bliver udstyret med en Cell-processor, der er baseret på IBM's PowerPC-design. Processoren får en frekvens på 3,2 gigahertz og 512 kilobyte L2-cache, og den skal modtage data fra 256 megabyte XDR ram. Udover den centrale processorkerne har Cell-chippen syv mindre kerner, hver med 256 kilobyte SRAM.
Nvidia leverer en 550 MHz grafikchip kaldet RSX til spilkonsollen. Den understøtter den bedste HDTV-opløsning kaldet 1080p, og den fodres af 256 megabyte 700 MHz GDDR3 ram.
Udover Blu-ray-medier understøtter PS3 også dvd'er og cd'er. PS3 er udstyret med en 2,5 tommer harddisk, der kan opgraderes.
Her er den grå udgave en Sonys kommende spilkonsol Playstation 3. |
Alt i alt en maskine, der nok skal give Xbox 360 kamp til stregen. Microsoft har dog den fordel, at Xbox 360 er på markedet før jul, mens Playstation 3 først dukker op i løbet af foråret 2006.