Indhold
Sharp har lanceret verdens første lommecomputer med indbygget harddisk. Der er plads til fire gigabyte data på den lille harddisk, som leveres af Hitachi. Harddiske i MP3-afspillere er efterhånden nærmere reglen end undtagelsen, og det kan godt undre, at de små harddiske først nu dukker op i lommecomputere.
Harddisken kan bruges til mange hundrede MP3-filer, og computeren kan også afspille WMA-filer og MPEG2-video. Man kan desuden redigere i Word- og Excel-filer og se billeder i formaterne JPEG, BMP, GIF og PNG.
Lommecomputeren kan også fungere som et eksternt drev, når den tilsluttes en Windows-pc med USB.
I øvrigt er Sharp Zaurus SL-C3000 udstyret med en 3,7 tommer VGA-farveskærm, en 416 MHz XScale-processor fra Intel og 64 megabyte SDRAM. Der er plads til både SD og CompactFlash hukommelseskort.
Lommecomputeren har Linux-versionen Lineo uLinux som styresystem, og den måler 12,4 x 8,7 x 2,5 centimeter.
Zaurus SL-C3000 kan bruges som en almindelig lommecomputer med trykfølsom skærm, men man kan også folde den ud og vende skærmen, så computeren får et lille qwerty-tastatur og ligner en bærbar pc i miniature-størrelse.
Til at starte med vil Sharp Zaurus SL-C3000 kun være til salg i Japan, hvor den koster 80.000 yen, hvilket svarer til 4.400 kroner.