IBM har stigende tro på, at den økonomiske afmatning er ved at aftage, og at teknologisektoren står over for et opsving.
Det understreges af, at selskabet ifølge Financial Times netop har afsat 25 milliarder kroner til opkøb af egne aktier. De bliver lagt i en pulje, der i forvejen tæller godt 20 milliarder kroner.
Selskabet oplyser ikke, hvor hurtigt pengene skal spenderes på opkøb af egne aktier, som virksomheder typisk tyr til, når kunderne igen begynder at forbruge penge.
IBM har tidligere på året skåret drastisk ned for selskabets tilbagekøbsordning af egne aktier. I stedet har selskabet fokuseret på at nedbringe gæld, der på grund af finanskrisen har tynget ekstra meget.
Hidtil har IBM ellers i en årrække været flittig opkøber af egne aktier.
Det skyldes en strategisk beslutning, der blev truffet for nogle år siden, hvor det blev besluttet, at tilbagekøb af egne aktier skulle anvendes som en metode til at belønne aktionærerne ved at benytte opkøbene til at øge udbytte-betalingen per aktie.
Det sker, fordi der efter opkøbene af egne aktier er færre aktier i handlen til at 'dele kagen'.
IBM har ifølge Financial Times brugt 22,15 milliarder kroner på tilbagekøb af egne aktier i årets første ni måneder. I samme periode sidste år var det tilsvarende beløb 49,4 milliarder kroner.