Indhold
Nu skal vi se fjernsyn på mobiltelefonen. Mobiltelefon-producenterne Nokia, Sony Ericsson, Motorola, Siemens og NEC vil gøre en indsats for at accelerere udviklingen af mobiltelefoner, der kan modtage tv-signaler. Arbejdet skal foregå i brancheorganisationen Open Mobile Alliance.
Telegiganterne håber på, at muligheden for at se tv på mobilen kan lokke folk til at købe en ny mobiltelefon og på den måde sætte gang i omsætningen.
Det gælder først og fremmest om at skabe standarder, så tv-udsendelserne udsendes på en særlig måde, der passer godt til mobiltelefonerne, og så signalerne kan modtages lige godt af telefoner af forskellige mærker.
Specifikationerne for DVB-H, som står for Digital Video Broadcasting for Handhelds, skulle gerne blive klar til næste år. Så er vejen banet for jordbaseret digitalt fjernsyn til de mobile enheder. Der bliver sandsynligvis tale om at sende tv-programmerne ud i en opløsning på 360 x 288 billedpunkter.
Firmaerne vil også kigge nærmere på IPDC (Internet Protocol Datacasting), hvor flere forskellige former for IP-baseret data kan blive sendt ud til mobiltelefonerne via det digitale sendenet.
Prototyper af mobiltelefoner med tv-modtager er for længst dukket op, og som sædvanlig er de foran i Fjernøsten, hvor man snart vil kunne se tv på mobilen. Europa kommer til at vente et år eller to.