Det grønlandske teleselskab Tele Greenland har indgået en aftale med Nokia Siemens Networks om leverance af et 3G-mobilnetværk i Grønland.
Det skriver parterne i en fælles pressemeddelelse.
I første omgang vil netværket komme borgerne i Nuuk til gode. De får nu mulighed for at bruge mobilt bredbånd samt andre datatjenester.
Nettet vil blive baseret på WCDMA-teknologien og vil gøre brug af 900 megahertz-frekvensbåndet. Parterne melder, at nettet er bygget færdigt i foråret 2010.