Indhold
Den amerikanske it-gigant IBM og tyske Infineon, der producerer hukommelseschips, har præsenteret en MRAM-chip på 16 megabit. Dermed er der sat ny rekord for kapaciteten på disse chips, der har potentiale til at afløse flash-hukommelse såvel som DRAM, der benyttes i almindelige computere.
I MRAM benyttes magnetisme frem for elektriske ladninger til at holde på data. Når strømmen slukkes, bevares data i MRAM, og derfor kan MRAM erstatte den flash-hukommelse, der bruges i de hukommelseskort, man blandt andet finder i digitalkameraer og håndholdte computere.
Fordelene ved MRAM frem for flash-hukommelse er mindre strømforbrug og højere hastighed. En bit kan skrives til MRAM en million gange hurtigere, end det kan gøres til flash-hukommelse, og læsehastigheden er også langt højere.
MRAM kan også komme til at erstatte de SDRAM-kredse, man finder på RAM-moduler til computere. Nutidens RAM-moduler kræver at blive genopfrisket konstant, for hvis strømmen ryger, forsvinder data øjeblikkeligt. Det betyder et forholdsvis højt strømforbrug.
I MRAM bevares informationerne, selv om der slukkes for strømmen, og det betyder lavere strømforbrug. Det er særlig vigtigt i bærbare enheder som mobiltelefoner og lommecomputere, men MRAM er også anvendeligt til stationære computere. MRAM giver nemlig mulighed for lynhurtig opstart af computeren, så man kan fortsætte arbejdet, hvor man slap, uden at man skal vente på at styresystem og programmer hentes fra harddisken. Man kan altså se frem til en pc, der er klar til kamp, så snart man tænder for den.
Den nye mikrochip, som IBM og Infineon har demonsteret, er fremstillet med 0,18 mikron teknologi, og hver hukommelsescelle måler 1,42 kvadratmikrometer.