Computerworld News Service: Det er meget muligt, at ormen Conficker har inficeret flere maskiner, end man oprindeligt har antaget. Det fortæller OpenDNS.
Onsdag fortalte virksomheden, at 500.000 af selskabets brugere var blevet inficerede med den sidste nye variant af ormen, Conficker.C.
OpenDNS har mere end 10 millioner brugere over hele verden, men selskabet vil ikke fortælle, præcis hvor stor en procentdel af disse, der er blevet ramt af ormen.
Det viser sig dog, at der er tale om mange flere, end man oprindeligt har forventet, lyder det fra David Ulevitch, som er grundlægger af OpenDNS.
I onsdags begyndte Conficker.C at udnytte en ny algoritme til at søge efter instruktioner fra dens skabere, og det fik straks sat gang i rygterne om, at ormen er i gang med at gøre sig klar til et stort angreb.
Forskellige sikkerhedseksperter fortæller dog, at ormen indtil videre har holdt sig i ro.
Tidligere er det blevet vurderet, at alle de forskellige varianter af Conficker kan have inficeret et sted mellem nogle få millioner og 10 millioner computere, men baseret på de nye fund mener David Ulevitch, at ormen "sandsynligvis er større, end nogen tidligere har troet."
OpenDNS bliver kun brugt af en mindre del af internettets formodede 1,5 milliarder brugere, så selskabets beregninger viser kun et lille udsnit af det store billede.
Virksomheden har sporet Conficker.C-infektionerne ved at analysere de DNS (Domain Name System)-forespørgsler, som er blevet foretaget på dets netværk og ved at holde øje med særlige mønstre af DNS lookups, som er unikke for ormen.
OpenDNS fortæller ikke, hvor mange infektioner af ormens tidligere versioner, kendt som Conficker.A og Conficker.B, selskabet har fundet.
Ifølge OpenDNS er Vietnam med 13 procent af infektionerne det land, der er blevet hårdest ramt af Conficker.C. Derefter følger Brasilien, Filippinerne, Indonesien og Algeriet.
Oversat af Marie Dyekjær Eriksen