TDC skal have færre sure kunder. Det var beskeden fra administrerende direktør Henrik Poulsen, da han i sidste måned holdt tale ved TDC's årlige generalforsamling.
Det er muligvis den melding, der nu koster kundeservicedirektør Peter Lanng Nielsen jobbet i virksomheden. Han aftræder endeligt ved månedens udgang.
"Vi har vurderet, at der skal en anden profil til, end den Peter har," siger kommunikationsdirektør Nicolaj Due til Computerworld.
Er det udtryk for, at der skal ske noget nyt på kundefronten?
"Det er et udtryk for, at der allerede er sket meget på kundefronten, men vi er også meget ambitiøse på dette område. Vi har heldigvis mange tilfredse kunder i dag, men vi vil gerne have endnu flere, og derfor er vi klar til at satse yderligere på dette område," siger Nicolaj Due.
Han melder, at der er behov for nye kompetencer og friske øjne, men han ønsker ikke at konkretisere, hvad der ligger i disse kompetencer.
Henrik Poulsen lægger pres på
Administrerende direktør Henrik Poulsen fokuserede netop på kundeoplevelsen, da han for godt to uger siden holdt tale ved TDC's generalforsamling.
"Vi må konstatere, at selvom langt hoveddelen af TDC's kunder er glade og tilfredse, må vi samtidig erkende, at vi har et segment af kundeoplevelser, hvor vi ikke får leveret den vare, som kunderne med rette forventer af landets førende telekoncern," fortalte Henrik Poulsen ved den lejlighed.
Peter Lanng Nielsen har blandet andet haft til opgave at samle kundeservicecentrene, og det er gået godt, understreger Nicolaj Due.
"Vi har været igennem en lang proces med at samle alle vores kundeservicecentre i fire store centre og sikret, at vi får denne ene indgang til privatkunderne. Den proces har Peter ledet med rigtig god succes, og nu er vi kommet dertil, hvor vi med stor fokus på kundeservice må tage det næste skridt," siger kommunikationsdirektøren.
Computerworld har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Peter Lanng Nielsen.