Indhold
PalmOne, der tidligere bare hed Palm, har lanceret to nye lommecomputere. Topmodellen er blevet udstyret med Bluetooth og et digitalkamera med høj opløsning.
PalmOne-produkterne er delt op i tre kategorier: Tungsten lommecomputere til erhvervskunder, Treo smartphones og Zire-serien af lommecomputere til private. Det er den sidstnævnte familie, der har fået nye medlemmer.
Zire 72 er forsynet med et 1,2 megapixel digitalkamera. Man kan tage billeder med en opløsning på 1.280 x 960 pixels, og der er 2x digital zoom. Det er også muligt at optage videoklip med en opløsning på 320 x 240. Skærmen har en opløsning på 320 x 320 pixels med mere end 65.000 farver.
Videoklippene gemmes på et SD- eller MMC-hukommelseskort, der også kan bruges til at gemme MP3-numre. Zire 72 har nemlig også indbygget MP3-afspiller. Bluetooth er det også blevet til i den nye model.
Zire 72. |
Den billigere Zire 31 har også farveskærm, men den kan kun fremvise få tusinde forskellige farver, og opløsningen er nede på 160 x 160 pixels. Der er hverken kamera eller Bluetooth, men Zire 31 kan bruges som MP3-afspiller, og man kan udvide med hukommelseskort. Processoren er på 200 megahertz.
En Zire 72 koster 299 dollar, hvilket bliver til noget i retning af 2.500 kroner, når lommecomputeren rammer de danske butikker. Zire 31 koster det halve, nemlig 149 dollar.
På verdensplan har PalmOne 40 procent af markedet for lommecomputere, men i Danmark er det HP, der med iPaq-serien sidder solidt på dette marked.