En netværksfejl hos internetudbyderen TDC sendte fredag morgen Danmarks største pengeinstitut, Danske Bank, i sort på nettet.
Dermed var alle erhvervs- og privatkunder ude af stand til at ordne deres bankforretninger på nettet i en god times tid.
Danske Bank har, ifølge it-chef Peter Trier Schleidt, en lang række forbindelser til TDC. Imidlertid var netop internetforbindelsen fra TDC ramt af nedbruddet.
Det bevirkede, at kunderne ikke kunne tilgå bankens hjemmside og dermed netbank, til trods for at alt fungerede upåklageligt internt.
Hos TDC bekræfter pressemedarbejder Per Christiansen, at et nedbrud til morgen ramte IBM, der har Danske Bank som kunde. Nedbruddet skete klokken 07.00 i Glostrup, og skyldtes en manuel konfigureringsfejl i en såkaldt kant-router.
Fejlen opstod som led i en udskiftning af gammelt infrastruktur til nyt udstyr. I den forbindelse var det nødvendigt at håndkonfigurere en kant-router, der ikke automatisk kunne konfigureres.
Denne fejl bevirkede ifølge Per Christiansen, at Danske Bank klokken 07.00 gik ned.
Ifølge Peter Trier Schleidt besluttede Danske Bank at gennemføre et fall-back til en alternativ internetleverandør. Han forklarer, at der går tid med at tage beslutningen, inden skiftet af leverandør blev gennemført.
Glad for back-up
I virkeligheden skal systemet selv skifte leverandør, hvis forbindelsen ryger, men da der var tale om en halvdød forbindelse, betød fejltolerancerne, at der ikke automatisk blev skiftet leverandør.
"Det er selvfølgelig negativt at have nedbrud, men det var godt vi havde en back-up," siger Peter Trier Schleidt, der forklarer, at det er svært at undgå denne type fejl, fordi netværksstabilitet ikke kan være 100 procent.
"Det vigtige er, at man har en back-up, som man inden for en tid kan komme over på," siger han.
Angiveligt drifter Danske Bank på nuværende tidspunkt stadig Danske Bank på TDC-konkurrentens linje, som formentlig først bliver udkoblet senere på dagen, for at undgå yderligere problemer.
TDC oplyser, at internetforbindelsen til IBM og Danske BAnk var genoprettet klokken 10.00.