Siden den anden betaversion af Internet Explorer 8 blev frigivet i august, har udviklerne arbejdet på at udrydde de fejl, brugerne har rapporteret om. Nu meddeles det så på den officielle IE-blog, at Internet Explorer RC1 snart bliver frigivet.
En leder af projektet ved navn Frank Oliver forklarer, hvorfor brugerne af den Internet Explorer 8, der kommer sammen med Windows 7 Beta, kan opleve problemer, når de blandt andet besøger whitehouse.org og klikker på menuen.
"Det skyldes, at IE8-versionen i Windows 7 Beta er noget ældre end den Internet Internet Explorer 8 Release Candidate 1, som vi er lige ved at frigive til Windows Vista og Windows XP," skriver Frank Oliver.
"I de seneste måneder har vores kompabilitets-team arbejdet hårdt på at finde og løse bugs, der skaber de her renderings-fejl," fortsætter han og forklarer, at den nyeste version Internet Explorer 8 simpelt hen bare ikke kunne nå med i Windows 7 Beta, der blev frigivet tidligere på måneden.
Konkurrencen intensiveret
Internet Explorer 8 skal afløse den nuværende 7'er og de 6'ere, der matte være tilbage. Den vil blive sendt ud på et browser-markede, hvor konkurrencen er intensiveret i de senere år.
Først og fremmest fordi Mozillas Firefox-browser vinder frem, men også fordi Google har lanceret sin Chrome, og fordi Safari-browseren stiger i popularitet i takt med Apples succes.
Ifølge analysefirmaet Net Application tabte Microsofts browser 1,6 procentpoint af sin markedandel i december til 68,2 procent fra novembers 69,8 procent. Statistikkerne viser, at Internet Explorer i alt i 2008 mistede 7,9 procentpoint af sin markedsandel.
Samtidig har EU netop indledt en sag mod Microsoft, fordi EU mener, at det skader den fri konkurrence på området, når Internet Explorer kommer præ-installeret i Windows-styresystemet.
Tidligere på måneden udgav Microsoft et IE8 Blocker Toolkit, så man kan sikre sig mod automatisk download af den nye browser, så it-afdelingerne kan nå at teste kompabiliteten med interne applikationer og sider.
IE8 Blocker Toolkit kan hentes her.