Computerworld News Service: Ifølge statsadvokaten i Santa Clara i den amerikanske delstat Californien har den tidligere netværks-administrator Andrew Madrid brugt sin it-erfaring til at gennemføre en række forbrydelser mellem september 2006 og marts 2008.
"Det er en af de mest sofistikerede computer-forbrydelser, vi nogensinde har været involveret i," udtaler Ben Field, Santa Claras vicestatsadvokat.
"Der er tale om computer-indbrud, brug af spyware og tyveri og ødelæggelse af proprietære data fra et computer-netværk."
Angreb tidligere arbejdsplads
Et af Andrew Madrids ofre er hans tidligere arbejdsgiver, en teknologivirksomhed i Californien.
Ifølge Ben Field slettede Andre Madrid data på virksomhedens servere i håb om, at de ville bede ham om at komme tilbage og løse det problem, han selv havde forårsaget.
Statsadvokaten i Santa Clara vil ikke afsløre navnene på ofrene for Andrew Madrids forbrydelser.
Ben Field fortæller, at Andrew Madrid ofte brugte sin nabos trådløse netværk for at gøre det sværere at spore hans hacking.
Forklædt som it-mand eller vagt
Ved at give sig ud som sikkerhedsvagt eller it-mand skaffede han sig også flere gange adgang til flere virksomheder sent om aftenen for at kigge efter laptops eller andet computerudstyr, han kunne stjæle, fortæller Ben Fields.
Han fik sommetider adgang til forskellige dele af en bygning ved at bruge sikkerhedsskilte, han havde fundet.
Hvis han blev stoppet af en af virksomhedens medarbejdere, fik han det til at lyde som om, han havde enhver ret til at være i virksomheden som it-mand, der var der for at arbejde, eller som sikkerhedsvagt, der holdt øje med stedet, fortæller Ben Fields.
Andrew Madrid havde endda tøj på, der lignede en sikkerhedsvagts uniform.
Udskiftede stregkoder
I andre tilfælde ændrede Andrew Madrid stregkodemærkerne på computerudstyr i forretninger, så han kunne betale mindre for det, end det egentlig kostede.
Nogle gange lavede han sine egne prismærker, og man har senere fundet en mobil stregkodeprinter i hans bil.
Andre gange tog han simpelthen stregkoden fra en billig maskine og satte den over på en dyrere HP-computer, fortæller Ben Fields.
Andrew Madrid erklærede sig skyldig i fredags og risikerer op til 12 års fængsel. Straffen bliver fastsat den 22. januar næste år.
Oversat af Mille Bindslev