Trods grønt lys fra EU skal danskerne ikke regne med at kunne hive mobiltelefonen frem i luften foreløbigt.
EU-Kommissionen har således nu åbnet for mobilsnak i fly over 3.000 meters højde.
Men hos det skandinaviske flyselskab Scandinavien Airline Systems (SAS), der står for en god del af flyvningerne til og fra Danmarks største lufthavn, Københavns Lufthavne i Kastrup, er man endnu kun i overvejelsesfasen.
"Der er ikke truffet en endelig beslutning om at indføre muligheden for at tale i mobiltelefon fra sit flysæde, men vi overvejer at indføre det som en service for vores passagerer. Men samtidig er vi meget opmærksomme på, hvad kunderne ønsker," siger pressechef i SAS Danmark, Mikkel Thrane.
"Vi følger den teknologiske udvikling, og der vil blive gennemført en række tests for at se, om den teknologi, der er til rådighed, fungerer hensigtsmæssigt. Det er endnu for tidligt at sige, hvornår det i givet fald bliver muligt at tale i mobiltelefon fra flysædet."
Overvejer - men stadig langt igen
Lavprisselskabet Sterling vil med EU's åbning også overveje mobiltelefoni i flyet, men derfra er der stadig lang vej til implementereing af tilbuddet.
"Selvom det nu er godkendt, er det jo rent teknisk ikke muligt. Først skal man jo have installeret nogle bokse, der kan sende mobilsignalerne videre," siger Michael T. Hansen, kommerciel direktør for Sterling.
"Men det er klart, at vi vil overveje det, når det nu er tilladt. Men samtidig skal vi...fortsættes
... også overveje, om mobilsamtaler i flyet vil genere de øvrige passagerer."
Han fortæller samtidig, at det nemt kan tage et halvt år, fra beslutningen eventuelt bliver taget, til Sterling har implementeret en løsning i flyene.
Og selskabet er stadig blot i overvejelsesfasen.
Forstyrrer flyets elektronik
Heller ikke hos det store engelske flyselskab, British Airways, der blandt andet flyver fra Københavns Lufthavne (Kastrup) til Heathrow i London, er der umiddelbart udsigt til mobilopkald i luften.
"I lighed med Civil Aviation Authority's (CAA) regler på dette område, tillader vi ikke i øjeblikket vores kunder at bruge mobiltelefoner ombord på flyene, da de kan forstyrre flyenes elektronik," siger Michael Johnson fra pressekontoret hos British Airways til Computerworld.
"Selvom CAA skulle tillade brugen af ny mobiltelefonteknologi på britiske fly, vil vi skulle tænke os grundigt om, hvorvidt vi ønsker at tillade passagererne at bruge mobiltelefoner ombord, da det kan devaluere hele kundeoplevelsen (i forhold til støj fra ringetoner, red.)."
Michael Johnson oplyser dog, at selskabet er i gang med at undersøge mulighederne, men at man stadig er i en tidlig fase – både teknologisk, i forhold til kundernes synspunkter og hvad reglerne giver mulighed for i praksis.
Han fortæller, at British Airways har gennemført en indledende undersøgelse blandt passagererne i selskabets Executive Club.
Her var der større stemning for tekstbeskeder end muligheden for at foretage telefonopkald.
Air France tester – også i Danmark
Til gengæld er man hos det franske flyselskab Air France, der har ruter fra Kastrup til Paris De Gaulle-lufthavnen i Frankrigs hovedstad, Paris, i gang med at teste mobiltelefoni i luften.
Siden december sidste år har selskabet således testet systemet i et enkelt fly, et Airbus A318, der flyver til forskellige destinationer i Europa, herunder også af og til til København, oplyser Marina Hymen fra presseafdelingen i Air France.
Først efter en analyse af passagerernes feedback, som tidligst gennemføres i december i år, vil Air France dog beslutte sig for, om servicen skal udvides til andre af selskabets fly.
Lavprisselskabet Ryanair planlægger derimod at tilbyde mobiltelefoni i mindst 25 af selskabets fly for at få så stor en kritisk masse, at selskabet kan promovere servicen.
Lanceringen i Ryanair-regi vil ske sent i andet kvartal af 2008, når de irske myndigheder har tilladt mobiltelefoni i luften, skriver flightglobal.com.