Den danske pc-producent Zepto følger nu i fodsporene på amerikanske Dell.
Ligesom verdens næststørste producent af computere vil Zepto nemlig til at sælge pc'er i fysiske butikker
Zepto har således indgået en aftale med teleselskabet Sonofon, der betyder, at Zepto fra 5. maj begynder at sælge bærbare pc'er i Sonofons 92 danske butikker.
"Vi har længe haft et ønske om at komme tættere på vores kunder, fordi vi ved at mange af vores kunder ser det som en ekstra fordel at opleve og afprøve produkterne som en del af købsprocessen. Samtidig betyder aftalen, at vi opnår en langt større synlighed i markedet," siger underdirektør i Zepto, Morten Kjaersgaard.
Skræddersy din pc i butikken
Konceptet samler ifølge Morten Kjaersgaard de største fordele inden for detail- og onlinehandel.
Når kunderne besøger en besøger en af Sonofons butikker, kan de således opleve og teste Zeptos bærbare pc’er.
Samtidig kan de med professionel vejledning, hvis nødvendigt, skræddersy og designe deres egen Zepto computer og modtage den med posten få dage efter.
Fornuftigt skridt
Da Dell lancerede selskabets nye 'fysiske' strategi, hvor selskabets pc'er kommer til salg i Elgiganten betegnede analytiker Anders Elbak hos IDC tiltaget som en profitabel forretning, fordi detailhandelen er vokset meget, ikke mindst takket være bærbare til private.
Og Anders Elbak ser både ligheder og forskelle i den aftale, som Zepto og Sonofon har indgået.
"En af grundene til, at det er en fordel for Dell er, at selskabet har haft svært ved at sælge det brede privatmarked ved kun at sælge direkte og Elgiganten er samtidig en stor kanal, hvor man kan afsætte store partier," siger Anders Elbak.
"Med Zeptos aftale er ideen stadig, at man bestiller specialkonfigurede maskiner, så der er forskelle på den måde."
Han peger dog på, at Zepto over de seneste år er vokset ganske meget.
Kommer bredere ud
"Og for at komme videre tror jeg også, at det er nødvendigt at gøre andet end kun at sælge på egne og partneres webbutikker," siger Anders Elbak.
"Så det ser ud til, at Zepto har indset, at hvis man skal bredere og videre ud til privatmarkedet, så er det nødvendigt at få dækning i den fysiske kanal, så på den måde tror jeg også, at det kan være en fordel for Zepto."
Derudover peger Anders Elbak på, at Zepto ikke vil få samme problemer med selskabets image, fordi man ikke har brandet sig på, at selskabets pc'er er billige, netop fordi der handles direkte mellem forbruger og forhandler, som Dell har gjort indtil for ganske nylig.
Zepto har ifølge IDC en markedsandel tre procent på det danske marked for bærbare pc'er.