Det danske TietoEnator-datterselskab bliver ikke umiddelbart ramt af den skarpe sparekniv, som det finske moderselskab svinger i øjeblikket.
"Danmark er defineret som et vækstområde i koncernen, så vi ser på vækst snarere end nedskæringer," siger Erik Hechmann, administrerende direktør, TietoEnator Danmark.
Efter et tabsgivende tredje kvartal i 2007 satte TietoEnator gang i en spareplan, der i slutningen af 2009 ventes at slå fuldt igennem med besparelser i størrelsesordenen 100 millioner euro svarende til 750 millioner kroner.
Sparer 375 mio. i år
Allerede i slutningen af indeværende år forventer TietoEnator at nå besparelser i omegnen af 375 millioner kroner.
"Det er klart, at også vi er nødt til at have fokus på omkostningerne, når der er sådan et "performance improvement program. Men vi har ingen konkrete aktiviteter på den front," siger Erik Hechmann.
Men hensyn til væksten, så ser det danske Tietoenator-selskab på de tilbud og koncepter, der er udviklet til det internationale marked for at tilbyde dem også til danske kunder.
solgt til 11 fagforeninger
Et af TietoEnators forretningsområder er løsninger til fagforeninger.
"11 danske fagforeninger har tegnet kontrakt på at købe løsningen Modulus," siger Erik Hechmann.
Modulus er ikke et færdigt produkt, men Hechmann fortæller, at det er planen, at Modulus begynder de første brugertests her i første kvartal.
Mange af kunderne kører en tidligere version af TietoEnators fagforeningsløsning, mens for eksempel HK skal gennemføre en implementation fra bunden.
Ingen kommentarer
2007-regnskabet er ikke færdigt, og Erik Hechmann har ingen kommentarer, før tallene er godkendt af revisionen.
I 2006 omsatte TietoEnator for 348,5 millioner kroner i Danmark og nåede et resultat før skat på 68 millioner.
Året før havde selskabet et underskud før skat på 8,5 millioner kroner.
Årsagen til den store fremgang skyldes en ekstraordinær indtægt fra salget af "government business-aktiviteten," der løftede 2006-resultatet før skat med godt 108 millioner kroner.